En bilejer fik sig en ærgerlig overraskelse, da vedkommende kom hen til sin personbil en torsdag formiddag i august ved en samkørselsplads ved Tølløse. I løbet af natten havde en tyv boret hul i tanken under bilen. Hele tanken med brændstof var blevet tappet.
For Midt- og Vestsjællands Politi er det blot én af flere hændelser, der relaterer sig til de stigende energipriser. Hændelsen viser, hvor desperate og kreative kriminelle er i forhold til at få fingre i brændsel i øjeblikket.
Når noget stiger voldsomt i værdi, og der er et behov for varen, så bliver den også mere interessant for tyveknægte
Politiet advarer nu om, at både private og erhvervsdrivende bør sikre deres brænde, træpiller, tanke med brændstof og gasflasker på en måde, der svarer til energikildernes nye, høje værdi. Der advares også imod at købe hælervarer og om, at man risikerer at blive snydt ved køb uden om etablerede forretninger.
- Når noget stiger voldsomt i værdi, og der er et behov for varen, så bliver den også mere interessant for tyveknægte, påpeger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen.
Desperate forbrugere
Prisen på særligt gas, træpiller og el er steget voldsomt den seneste tid, hvilket afspejler sig i den høje inflation på 8,9 procent i august.
Udbuddet har i øjeblikket svært ved at følge med efterspørgslen, og det afspejler sig i en vis desperation på markedet.
Pensionist Harry Virkelyst bor med sin kone uden for Herning på en landejendom, der kun opvarmes med træpillefyr. Han fortalte for nylig til TV 2, at familien "simpelthen ikke kan eksistere, hvis ikke vi får træpiller". Han overvejer at leje en vognmand og selv hente træpiller i Polen.
Ifølge Associationen Dansk Biobrændsel (ADB), der er brancheforening for importører af biomasse, er der risiko for, at Danmark løber helt tør for træpiller til vinter. Flere skovejere har også meldt udsolgt, allerede inden efterårets blæst og kulde har fået fat. Og mandag kunne TV 2 rapportere om kø ved Jem og Fix i Frederikssund, hvor borgere hamstrede træbriketter.
Pas på hælervarer
Politiets advarsel om øget risiko for tyveri og svindel er også sendt ud på Facebook. Her har politiet under overskriften "Pas på varme varer i en kold tid" vedhæftet et ældre billede af en varebil med to store tanke og udstyr til at kunne suge brændstof op fra eksempelvis tankanlæg hos private virksomheder.
Politiet forsøger med advarslen at være på forkant med begivenhederne. Der er således endnu ikke set nogen markant stigning i antallet af anmeldelser om tyveri, snyd og bedrag på området. Men politiet forventer, at det vil komme.
Hvert forår før grillsæsonen sætter ind, ser politiet eksempelvis, at der bliver stjålet gasflasker fra campingflasker og byggemarkeder, der hvor gassen ikke har været låst inde, lyder det.
Ud over at sikre ens egen beholdning af brændstof, skal man være ekstra forsigtig, når man køber varer på energimarkedet.
- Hvis man køber uden om etablerede forretninger, så er det altid en god ide at få varen, før man betaler for den. Hav snor i pengene, indtil du har varen. Og hvis du bliver tilbudt billig dieselolie eller fyringsolie, så spørg ind til, hvorfor det er så billigt, siger Michael Flemming Rasmussen.
Han pointerer, at politiet både går efter dem, der stjæler, men også dem, der aftager de stjålne hælervarer.
- For det er dem, der holder forretningen i gang, siger han.