Træpiller hamstres i panik: - Om to til tre måneder kollapser det hele

Manglen på træpiller får flere private forbrugere til at hamstre, og det presser flere leverandører i vores område.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere leverandører i vores område oplever voldsomt stor efterspørgsel på træpiller. Og efter TV 2 torsdag kunne fortælle, at Danmark til vinter risikerer at løbe tør for træpiller til opvarmning af 100.000 private hjem, eksploderede henvendelserne yderligere. 

Det fortæller Chris Druun, der er daglig leder i firmaet Pillemand.dk, der ligger i Nørre Alslev på Falster.

- Det er helt kaotisk, siger han.

- Vi havde tæt på 100 telefoniske henvendelser i går. Vi plejer at have mellem fem og ti. De fleste sælger vi via hjemmesiden, men når sådan noget kommer ud i medierne, at vi er ved at løbe tør, så går folk jo i panik og ringer rundt og forsøger at bestille alle mulige steder fra.

Hamstring gør det værre

Samme besked lyder fra Biosalg Sjælland ApS fra Tureby, som TV 2 har talt med. 

Her fortæller ejeren Michael Bøgh Hansen, at han i dag modtager op mod 90 opkald om dagen fra bekymrede kunder. Tidligere fik han maksimalt 25.

quote Jeg oplever ekstrem desperation fra kunderne

Michael Bøgh Hansen, Biosalg Sjælland

- Jeg oplever ekstrem desperation fra kunderne. For at sige det mildt er kunderne i panik. Aldrig i alle mine år i branchen har jeg oplevet noget lignende, siger han til TV 2.

- Folk køber hjem og sætter det i garagen, og når det bliver koldt, starter de fyrene op. Og det gør det jo inden for få måneder. Om to til tre måneder kollapser det hele, hvis ikke der sker noget nu, siger Michael Bøgh Hansen.

Som situationen ser ud lige nu, kan Biosalg Sjælland ApS ikke hjælpe kunderne med fremtidige opfyldninger af træpiller.
Som situationen ser ud lige nu, kan Biosalg Sjælland ApS ikke hjælpe kunderne med fremtidige opfyldninger af træpiller. Foto: TV 2

I Nørre Alslev har Pillemand.dk taget konsekvensen af den paniske efterspørgsel og lukket for muligheden for at bestille træpiller på firmaets hjemmeside, selv det er deres mest brugte bestillingskanal.

- Vi har lukket hjemmesiden ned. Ellers er der alt, alt for mange, der går ind og bestiller og bliver kreative. Vi sælger kun én palle per adresse per måned i øjeblikket, men hvis de går ind og bestiller en nu og igen om fem minutter, så kan systemet på hjemmesiden ikke styre det.

- Men vi kan selvfølgelig selv se det og så sortere det fra igen, men det er jo også et arbejde, der kommer oveni, siger Chris Druun. 

Læs også
Prisen på træpiller er steget voldsomt - men der er ingen økonomisk hjælp at hente
Læs også
Prisen på træpiller er steget voldsomt - men der er ingen økonomisk hjælp at hente

Han er ærgerlig over den hamstring af træpiller, som pågår lige nu, for det gør bare situationen værre, mener han. 

- Lige nu prøver alle bare at klare sig selv og få flest mulige paller bestilt, og det bliver situationen bestemt ikke bedre af. 

- Vi oplevede det samme i februar og marts, hvor der var mangel på piller, så forsøgte man jo at hamstre. Selvom vi dengang havde gjort opmærksom på, at man ikke kunne købe mere end to paller per måned, var der en kunde, der var kreativ og selv bestilte fra morgenstunden og to mere i konens navn til middag og to til sig selv igen sidst på dagen. Det er dårlig stil i forhold til resten af befolkningen, siger Chris Druun. 

Kraftværker har førsteret

Årsagen til, at der er et mindre udbud af træpillerne, er, at der er leveringsudfordringer på grund af krigen i Ukraine. 

Samtidig har kraftvarmeværkerne førsteret til at fylde lagrene op, og først herefter kan de private forhandlere købe det, der er tilbage. Og det er ifølge de forhandlere, TV2 ØST har talt med, slet ikke nok i forhold til den nuværende efterspørgsel. 

I vores sendeområde er der ifølge BBR-registret omkring 15.600 bygninger til beboelse, der bliver opvarmet med ”Centralvarme med fast brændsel”, som ifølge Energistyrelsen er termen for træpiller. 

Det er rigtig mange tusinde mennesker, der potentielt kan stå uden varmekilde, hvis hamstringen fortsætter.

Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen åbner nu op for, at løsningen muligvis kan være at frigive paller med træpiller fra kraftværkernes lagre til privat brug.

- Noget af det, som Energistyrelsen kigger på lige nu, er, om man på en eller anden måde kan frigive nogle af de lagre, der ligger i de store værker, så almindelige individuelle kunder kan bruge dem, siger han til TV 2.

Opfordrer til at tage den med ro

Hos Pillemand.dk er vilkåret lige nu, at man kan købe én palle pr husstand om måneden. Hvis folk kunne holde sig til det i stedet for at indkøbe pallevis, så tror Chris Druun, at der er mindre risiko for, at man løber helt tør for træpiller til private. 

- De allerfleste kan sagtens nøjes med én palle pr måned, så hvis bare alle forholder sig i ro, så tænker jeg, at vi kommer sæsonen rimeligt helskindet igennem og alle kan få varme, siger han. 

Træpiller
Foto: TV2 ØST

Manglen på træpiller betyder også, at prisen er røget op. Hos Pillemand.dk er palleprisen for 900 kilo lige nu 5.275 kroner. Ifølge Chris Druun var prisen for samme mængde på den her tid sidste år 2000 kroner. Samtidig er handlen med træpiller nu også en dårligere forretning for leverandørerne. 

- Vi tjener det samme i kroner og ører, men det er blevet en dårligere forretning. Efter vi har lavet det sådan, at man kun kan få én palle, er det blevet endnu dårligere, for vi skal jo have det ud til kunden, og det koster det samme at køre én palle ud som at køre tre eller fire paller ud, siger Chris Druun. 

Rammer de faste kunder 

Manglen på træpiller har nu betydet, at Pillemand.dk ikke tager nye kunder ind. Fremadrettet sælger de kun til deres faste kunder, indtil virksomheden igen kan skaffe flere træpiller.

quote Jeg plejer at sælge 2000 tons årligt. Nu skal jeg være heldig, hvis jeg kan skaffe 500 kilo, siger han.

Johnny Johansson, JMS Granit


Hos Johnny Johansson, der ejer JMS Granit i Gørlev, er det ikke engang sikkert, at selv de faste kunder kan få træpiller, for han kan ikke skaffe den mængde hjem, som han plejer. 

- Jeg plejer at sælge 2000 tons årligt. Nu skal jeg være heldig, hvis jeg kan skaffe 500 kilo, siger han.

Manglen på træpiller og den høje pris påvirker derfor allerede Johnny Johanssons kunder.

- De er meget, meget kede af det. Én ting er prisstigningen, men det andet er, om de overhovedet kan få varen. Vi kan ikke garantere, at de kan få noget til vinter, siger han. 

Kan miste kunder til varmepumper

Flere af de faste kunder hos JMS Granit overvejer derfor at få varmepumper, fortæller Johnny Johanssons. Dermed kan den nuværende mangel på træpiller få konsekvenser for hans virksomhed. 

- Dem, der går med varmepumpen, kommer selvfølgelig ikke tilbage til træpiller, det er klart. Så det går også udover min indtægt. Der er jo ikke så meget at gøre ved det. Man må jo bare prøve at gøre det, man kan. Jeg prøver at skaffe alle de varer, jeg overhovedet kan få fat på, siger han. 

Johnny Johansson regner med at miste 75 procent af sin indtægt på træpiller til vinter. 


Nyhedsoverblik