Mette Frederiksen har slettet meget omtalt Instagram-billede

Socialdemokratiet opfordrer til sober debat, efter at elev har modtaget hadbeskeder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et helt bestemt billede løb med næsten hele opmærksomheden, da statsministeren i sidste uge besøgte Bavneskolen i Dalby på Midtsjælland.

På billedet sad Mette Frederiksen i midten med en skoleklasse bag sig, hvoraf en af eleverne fremviste en strakt langefinger.

Nu har Socialdemokratiet slettet billedet fra Mette Frederiksens Instagram-profil. Det bekræfter partiets pressetjeneste over for TV 2.

- Det sker efter ønske fra faren til en af eleverne, der ovenpå den efterfølgende omtale har modtaget hadefulde beskeder, skriver pressetjenesten i en mail.

Opfordrer til sober debat

Efter billedet gik viralt, fortalte den 15-årige elev i pressen, at fuckfingeren var en "impulsiv handling" og ikke specifikt henvendt til statsministeren.

Hans far udtrykte også støtte til sin søn og fortalte i medierne, at de have fået en "meget overvældende" respons, og at det væltede ind med roser.

Læs også
Klassekammerat kritiserer 'fuck'-hilsen: - Det er pinligt, uhøfligt og uopdragent
Læs også
Klassekammerat kritiserer 'fuck'-hilsen: - Det er pinligt, uhøfligt og uopdragent

Men det har altså langt fra været lutter positive tilbagemeldinger, fremgår det af Socialdemokratiets beslutning om at slette opslaget.

- Socialdemokratiet opfordrer til, at enhver debat foregår på en ordentlig og sober måde – herunder også på Socialdemokratiets og Mette Frederiksens sociale medier.

Tak for et dejligt besøg

Mette Frederiksen var i fredags på besøg hos Bavneskolen i anledning af genåbningen af skolerne for en del elever. Det var i den forbindelse, at hun fik taget det siden så berømte foto med eleverne i 9.A.

- Tak for et utrolig dejligt besøg her til formiddag. Hvor er det skønt at opleve både børn og lærere, der bare er glade for at være tilbage i skole, skrev statsministeren som tekst til det billede, der nu er slettet.

Læs også
Elev rakte 'fuck' på Mette Frederiksens billede: - Jeg er ikke fan af hende
Læs også
Elev rakte 'fuck' på Mette Frederiksens billede: - Jeg er ikke fan af hende

De billeder, Mette Frederiksen lægger op på Instagram, når ud til 393.00 følgere.

Det har flere gange ført til diskussioner og morskab på andre sociale medier, når hun for eksempel har lagt billeder ud af makrelmadder eller sig selv, der vasker vinduer.

Mandag fremlagde statsministeren sammen med de øvrige partileder - minus Nye Borgerliges Pernille Vermund - en langsigtet genåbningsplan, der betyder, at endnu flere elever skal tilbage i skole efter påske.


Nyhedsoverblik