Institution undersøges - købte vikarer af god ven for 141 millioner

Region Sjælland er i dialog med politiet om sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samarbejdet mellem Kofoedsminde og en privat vikarleverandør ser så mistænkeligt ud, at Region Sjælland har sat gang i en uafhængig revisionsundersøgelse.

Undersøgelsen skal kaste lys over de økoomiske forhold på den offentlige institution for udviklingshæmmede kriminelle - og det er usædvanligt, mener ekspert.

- Det offentlige hyrer ikke bare et dyrt revisionsfirma uden grund. De må have en formodning om, at der har været uregelmæssigheder, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

- Med uregelmæssigheder mener jeg ikke bare, at der har været rod i økonomien, men at der kan være mistanke om, at der er foregået noget, som ikke bør foregå, tilføjer han.

Købte vikarer for millioner af god ven

Region Sjælland har hyret det statsautoriserede revisorfirma BDO til at foretage undersøgelsen, efter Operation X og Fagbladet FOA gennem de seneste måneder har undersøgt Kofoedsmindes samarbejde med de private vikarleverandører Vikar Specialisten og CS-Vagt.

Kofoedsminde
Læs også
Specialinstitution kritiseres: Hyrer ufaglærte trods kontrakt om behandling på højt niveau
Kofoedsminde
Læs også
Specialinstitution kritiseres: Hyrer ufaglærte trods kontrakt om behandling på højt niveau

Kofoedsminde har købt vikarydelser hos virksomhederne for mere end 141 millioner kroner siden 2014. Alene sidste år for 44,6 millioner – hvilket er en tidobling siden 2014, hvor selskaberne overtog opgaven med at levere vikarer til institutionen.

Begge selskaber er ejet af Claus Martin Stechnik, der er gode venner med Kofoedsmindes tidligere viceforstander, Flemming Lund. De to ses ofte sammen ved private lejligheder, for eksempel til Formel 1, Le Mans og rockkoncert med for eksempel AC/DC.

VIKARFORBRUGET PÅ KOFOEDSMINDE

Forbruget af eksterne vikarer på Kofoedsminde er tidoblet siden 2014.

  • 2014: 8.247.023 kroner
  • 2015: 22.633.903 kroner
  • 2016: 28.655.099 kroner
  • 2017: 37.604.729 kroner
  • 2018: 44.645.413 kroner
  • I alt: 141.786.167 kroner

Kilde: Region Sjælland

Viceforstanderen fyret

Tidligere på året blev Flemming Lund fritstillet med øjeblikkelig virkning, men regionen vil ikke uddybe hvorfor, da der er tale om en personalesag.

- Det er jo ikke ulovligt at have venner, selvom man er offentligt ansat. Men det her ser jo underligt ud, siger professor Per Nikolaj Bukh.

Ud over vikarerne har Kofoedsminde købt forskellige sikkerhedsydelser af CS-Vagt, og de mange regninger for både vikarer og sikkerhed er stilet direkte til Flemming Lund, der som viceforstander havde en stilling med stort ansvar for Kofoedsmindes økonomi.

Overvejer retssag

Operation X er i besiddelse af en række dokumenter, som indgår i den igangværende undersøgelse, og her fremgår det, at det netop er samarbejdet mellem Claus Martin Stechniks virksomheder og Kofoedsminde, som er under luppen.

131014_KOFOEDSMINDE_fra_luften.jpg
Læs også
Institution har fået 14 påbud på to år: - Vold og trusler er desværre en del af vores dagligdag
131014_KOFOEDSMINDE_fra_luften.jpg
Læs også
Institution har fået 14 påbud på to år: - Vold og trusler er desværre en del af vores dagligdag

Region Sjælland oplyser, at de er "i dialog med politiet om beskyldninger, der er rejst mod Kofoedsminde".

De har samtidig mørklagt en række centrale oplysninger fra BDO’s undersøgelse fra aktindsigt med begrundelsen, at ”dokumentet udgør korrespondance mellem BDO og Region Sjælland til brug for overvejelse om retssag bør føres”.

”Spild af tid”

Den tidligere viceforstander Flemming Lund kalder revisionsundersøgelsen for ”spild af tid”, men har ”ikke yderligere kommentarer”. Han fortæller dog til Operation X, at han og Claus Martin Stechnik er gode venner, men at vikarer ikke var hans ansvar. Han vil ikke uddybe, hvorfor han blev fritstillet.

Claus Martin Stechnik meddeler via sin advokat, at han ikke ønsker at stille op til interview. Advokaten siger dog, at Claus Martin Stechnik kender til undersøgelsen, at han ”ikke har gjort noget forkert”, og at han ”samarbejder med undersøgerne”.

HVAD ER KOFOEDSMINDE

Kofoedsminde er en specialinstitution for uviklingshæmmede kriminelle. Stedet huser personer, som er dømt for blandt andet drab, pædofili og voldtægt.

Kofoedsminde drives af Region Sjælland, men modtager beboere fra hele landet, da det er den eneste institution af sin slags i Danmark.

Region Sjælland ønsker heller ikke at stille op til interview, men deres presseafdeling bekræfter, at indkøb af vikarydelser er en del af undersøgelsen. Regionen ønsker også at få undersøgt, om deres egne interne kontroller, der ifølge socialchef Pia Bille ”ikke har vist noget usædvanligt”, har været tilstrækkelige.

BDO forventes at afslutte undersøgelsen til august.

Operation X undersøger forholdene på Kofoedsminde, så skriv til journalist Kasper Randrup-Thomsen på kart@tv2.dk, hvis du har oplysninger.


Nyhedsoverblik