Første dansker er smittet med coronavirus

Der er tale om en medarbejder på TV 2, som mandag kom hjem fra skiferie i det nordlige Italien. Han blev testet på Sjællands Universitetshospital.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den første dansker er bekræftet smittet med coronavirus. Det oplyser TV 2 og Sundhedsstyrelsen.

Der er tale om en medarbejder på TV 2, Jakob Tage Ramlyng, der i sidste uge var på skiferie i det nordlige Italien sammen med sin familie.

Jakob Tage Ramlyng kom hjem til Danmark mandag og begyndte onsdag formiddag at vise symptomer. Natten til torsdag blev han bekræftet smittet med covid-19, og han skal nu opholde sig i sit hjem på Sjælland. Hans kone og søn er testet negativ.

Her bliver Jakob Tage Ramlyng testet for coronavirus onsdag - TV 2-medarbejderen blev natten til torsdag bekræftet smittet.
Her bliver Jakob Tage Ramlyng testet for coronavirus onsdag - TV 2-medarbejderen blev natten til torsdag bekræftet smittet. Foto: Stine Ramlyng / TV 2

Det danske beredskab er sat i gang

Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, oplyser, at det danske beredskab startede natten til torsdag, da det stod klart, at den første dansker er smittet med coronavirus.

- Det startede med håndteringen af patienten og hans pårørende, som er testet negativ. Men så går vi også allerede i gang med kontaktopsporing – det kommer vi til at fortsætte med i dag, også hos jer (på TV 2, red.), fordi det er jeres kollega, der er blevet smittet.

quote Man skal ikke gå i panik. Man skal være tryg ved, at vores sundhedsvæsen er klar

Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen

- I de her tider skal vi skrue meget op for hygiejnen - det er noget, vi generelt er for dårlige til i Danmark, og det er noget, vi skal til at øve os i at blive bedre til, siger Søren Brostrøm.

Ældre og syge kan blive smittet og dø

Han oplyser desuden, at dødeligheden ved covid-19 ikke er så slem, som sundhedsmyndighederne til at starte med frygtede.

- Med den her tyder det på, at langt de fleste har lette symptomer, men ældre og folk, der er syge i forvejen, kan blive meget syge og dø, siger Søren Brostrøm, der forventer, at der vil komme flere smittetilfælde de kommende dage og uger.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Grafik: Nick Abildgaard

TV 2-medarbejderen mødte kortvarigt på arbejde på TV 2 onsdag. I den forbindelse oplyser Søren Brostrøm, at man skal have været i ret tæt kontakt med den smittede - indenfor to meter, før der er risiko for selv at være blevet smittet.

Sundhedsmyndighederne besøger torsdag TV 2, og Søren Brostrøm kan ikke afvise, at flere vil blive sat i karantæne.

Coronavirus
Læs også
Coronavirus forventes at ramme Danmark - lokale læger og sygehuse klar
Coronavirus
Læs også
Coronavirus forventes at ramme Danmark - lokale læger og sygehuse klar

Han understreger, at især danskere, der oplever symptomer på influenza og som kommer fra lande med coronasmitte, ikke skal møde op hos lægen eller på akutafdelinger, men at man skal tage telefonisk kontakt i stedet.

- Man skal ikke gå i panik. Man skal være tryg ved, at vores sundhedsvæsen er klar - vi har ikke skruet op for beredskabet på fuld blus endnu, men det er vi klar til at gøre, hvis det bliver nødvendigt, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsministeriet holder pressemøde om situationen klokken 8.

Er i karantæne i sit hjem

TV 2-medarbejderen fortalte på TV 2 NEWS onsdag, at han blev testet på Roskilde Sygehus - han og familien skulle blive i bilen, indtil de blev hentet af en læge, der bar masker og handsker. Herefter førte lægen dem ind på en steril stue, hvor de fik taget prøver.

DE GENERELLE ANBEFALINGER FOR AT UNDGÅ SMITTE MED VIRUS ER:

  • God håndhygiejne - det vil sige håndvask og eventuel hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre.
     
  • Undgå kontakt med personer, der har tegn på forkølelse eller luftvejsinfektion.
     
  • Host eller nys i engangslommetørklæde eller ærmet.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Flere lande har i løbet af ugen konstateret sit første tilfælde af coronasmitte - det gælder blandt andet Østrig, Norge, Schweiz og Kroatien, og nu er smitten altså også kommet til Danmark.

Læs også
Efter corona-karantæne - nu kan Uffe endelig komme ud af lejligheden
Læs også
Efter corona-karantæne - nu kan Uffe endelig komme ud af lejligheden

På Tenerife er mindst seks danskere sammen med tusind andre gæster lige nu i karantæne på et turisthotel, efter en italiensk turist mandag blev konstateret smittet med coronavirus.


Nyhedsoverblik