Rema 1000 vil gerne åbne en spritny butik lige mellem Magleby og Klippinge i den nordlige del af Stevns Kommune - og umiddelbart vækker idéen glæde i lokalsamfundet.
I hvert fald hos Klippinge Borgerforening. I Klippinge har borgerne nemlig fem til syv kilometers kørsel til indkøbsmulighederne i nabobyerne.
- Det vil jo spare utrolig meget kørsel. Og det vil selvfølgelig hjælpe på, at folk ville få lyst til at bo i vores by, siger foreningens formand Niels Tryde.
Opbakning fra borgere
I juli blev der derfor afholdt et borgermøde på Rådhuset, hvor Rema 1000-planerne blev fremlagt.
Her mødte 70 borgere fra Klippinge og Magleby op. Men trods stor lokal opbakning kommer der ikke en Rema 1000 lige foreløbig. Kommuneplanen tillader nemlig slet ikke, at der laves butikker i det åbne land mellem de to byer, forklarer Flemming Petersen (V), der er formand for Plan-, Miljø- og Teknikudvalget i Stevns Kommune.
- Dels er der national lovgivning, hensyn og regler, der gør, at det ikke kan lade sig gøre. Og dels er der Stevns Kommunes kommuneplan, hvor vi beskriver, hvor vi gerne ser udvikling, og hvor vi gerne ser butikkerne skal ligge. Og ud fra de to ting kan det ikke lade sig gøre. Det er faktisk umuligt at ligge en butik ude på landet, siger Flemming Petersen (V).
I stedet peger udvalgsformanden på en placering inde i Klippinge by. Men det afviser Rema 1000, der ikke mener, der er plads nok.
Henriksen: Svært at argumentere imod
Martin Henriksen, der er løsgænger og en del af Stevns Kommunalbestyrelse, mener modsat Flemming Petersen, at politikerne bør støtte op om en ny butik.
- Hvis der kommer en kæde og vil placere sig et sted, hvor der i forvejen er handlemuligheder, så vil min indstilling være kritisk og skeptisk. Men her er der ikke nogen, så derfor er jeg positivt indstillet. Dét koblet med, at borgerne gerne vil have det, fordi det jo kan skabe noget udvikling i de små landsbyer på Stevns, det synes jeg er svært at argumentere imod, siger han.
I nabobyen Strøby skal der bygges en ny Dagli'brugsen. Her har Plan-, Miljø- og Teknikudvalget givet tilladelse til at placere butikken udenfor byzonen - netop det, som man ikke vil give Rema 1000 lov til.
Men udvalgsformand Flemming Petersen (V) mener ikke, at det gør en forskel i forhold til sagen i Klippinge.
- Jeg kan ikke se, at de to sager kan sammenlignes. Strøby Brugs bliver flyttet en anelse udenfor byen. Det er det første hus, når du kommer til byen. Her taler vi om Klippinge, og at lave en ny butik ude i det åbne land. Det er to ikke-sammenlignelige sager, mener han.
Håber på enighed
Men Martin Henriksen mener sagtens, man kan se bort fra lokalplanen i begge tilfælde.
- Efter min opfattelse er det noget bureaukratisk sniksnak at sige, at det er en lokalplan, der gør, at man ikke kan placere en dagligvarebutik her mellem Klippinge og Magleby. For sagen er jo den, at vi som lokalpolitikere jo kan ændre den lokalplan, hvis vi vil, siger han.
Uanset placering, så håber borgerne i Magleby og Klippinge, at der snart kommer en ny handlemulighed.
- Vi håber, der kommer noget, og at kommune og vedkommende, der vil etablere sig her i byen kan blive enige, Niels Tryde, formand for Klippinge Borgerforening.