Vil have pendlere over i tog - lokker med privat p-plads

At rejse med tog frem for bil er godt for miljøet, og nu vil Movia og Stevns Kommune have endnu flere passagerer til at rejse med Østbanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trængsel på vejene er navnlig i morgen- og eftermiddagstimerne et velkendt problem for de mange pendlere her i regionen, som drager i retningen af hovedstaden på job.

Men hos Movia og Stevns Kommune vil man med et nyt initiativ forsøge at lette trykket på såvel veje som bilisternes blodtryk over at skulle sidde i kø.

De kalder det parker-og-rejs, og har til formål at få flere over i toget, der som bekendt kører uhindret af trængsel på vejene.

quote At rejse på den måde er også et bidrag til den grønne omstilling, og jeg håber, at pendlere bosat i og omkring Hårlev Station og Vallø Station vil deltage i forsøget

Anette Mortensen (V), borgmester, Stevns Kommune

Konceptet er et forsøg, hvor pendlerne med løftet om en forhåndsreserveret parkeringsplads på to stationer langs Østbanen bliver forsøgt lokket over i toget.

- At rejse på den måde er også et bidrag til den grønne omstilling, og jeg håber, at pendlere bosat i og omkring Hårlev Station og Vallø Station vil deltage i forsøget og bidrage med forslag til, hvad der kan forbedre parkér-og-rejs-konceptet, så flere fremover vil benytte og få glæde af denne måde at pendle på, siger Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune, i en meddelelse.

Mindre CO2 

På Vallø og Hårlev stationer bliver der således reserveret en række parkeringspladser, ligesom deltagerne også bliver rådgivet til, hvilken billettype der passer til netop deres rejsebehov.

Når miljøregnskabet gøres op sparer en tur fra Hårlev til Københavns Hovedbanegård ifølge Det Europæiske Miljøagentur godt fem kilo CO2, hvis man tager toget frem for bilen.

På et helt arbejdsår er CO2-besparelser på den pæne side af 2,5 ton derfor inden for rækkevidde for hver eneste borger, som hopper med toget.

Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved
Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved

Vallø og Hårlev stationer i Stevns Kommune er to af i alt seks stationer på Sjælland, hvor parkér-og-rejs-konceptet testes det kommende år.

- Vi håber, at rigtig mange borgere i Stevns Kommune har lyst til at afprøve parkér-og-rejs fra stationerne i Hårlev og Vallø, så vi kan blive klogere på, hvordan konceptet fungerer bedst for kunderne, siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia i en meddelelse.

Flere med toget

Foruden de to stationer på Stevns forsøger Movia sig også med det nye parkeringskoncept i Holbæk Kommune – samt Halsnæs og Gribskov kommuner i Nordsjælland.

Næst efter Køge Bugt Motorvejen, som rangerer på en førsteplads over mest befærdede veje i Danmark med 138.900 biler i døgnet, indtager Holbækmotorvejen en fjerdeplads med 107.600 biler i døgnet på hverdage, viser en opgørelse fra Vejdirektoratet.

quote Man vil ikke altid kunne regne med en siddeplads

Movia

I første omgang er forsøget med parker-og-rejs på Stevns berammet til at løbe frem mod oktober 2022 – i første omgang med fire af 11 parkeringspladser reserveret til deltagende pendlere på Vallø Station og tre af 65 parkeringspladser på Hårlev Station.

Passagererne må samtidig forberede sig på, at Østbanen aktuelt er udfordret af slidte skinner. Togene kører således langsommere med længere rejsetid til følge, ligesom der er også er fjernet sæder fra vognene for at lette presset på skinnerne.

Læs også
Politiker: Faxe Kommune var selv med til at forsinke opgradering af Østbanen
Læs også
Politiker: Faxe Kommune var selv med til at forsinke opgradering af Østbanen

Viljen til at rejse med Østbanen har dog ikke lidt skade af de aktuelle udfordringer med skinnenettet. Strækningen er således gået fra gennemsnitligt 3.448 passagerer på hverdage i 2019 til 3.721 passagerer på hverdage i 2021, viser tal fra Movia.

Movia var ved denne artikels udgivelse ikke vendt tilbage med svar på spørgsmål om, hvorvidt passagererne også er sikret en siddeplads i toget, når de vælger bilen fra.

11. november 2021 skriver virksomheden i en mail:

- Der er plads til flere pendlere i togene på Østbanen, selv om strækningen står over for en større renovering og togene derfor har færre pladser end normalt. På hver togafgang er der 117 siddepladser og 110 ståpladser, så man vil ikke altid kunne regne med en siddeplads.

Fakta om parkér-og-rejs

  • Deltagere i parkér-og-rejs på stationerne i Vallø og Hårlev får egen parkeringsplads.
  • Parkeringspladsen er gratis.
  • Tilmelding sker på: parkerogrejs@moviatrafik.dk. Skriv navn, adresse, telefonnummer og den station, du vil rejse fra.
  • Hvis du cykler til stationen, tilbyder vi god cykelparkering.
  • Deltagere skal være med i forsøget i tre sammenhængende måneder, men behøver ikke at bruge parkér-og-rejs hver dag.
  • Forsøget kører frem til oktober 2022. 


Nyhedsoverblik