Flytter den offentlige transport over i privates biler

Den kollektive trafik flyttes i et nyt forsøg over i folks egne biler, og snart kan det blive udbredt til resten af Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Frederik Bech-Jensen har netop sat sine kammerater af foran deres hoveddør på det Stevns.

På turen fra gymnasiet i Køge til Rødvig har han tjent 80 skattefrie kroner.

quote Vi er nødt til at tænke den kollektive trafik anderledes

Simon Hansen (S), bestyrelsesmedlem i Movia og borgmester i Guldborgsund Kommune

- Det er mine forældres bil, jeg låner. Så jeg forsøger at tanke bilen, men en del af pengene tager jeg selv, siger han.

Frederik Bech-Jensen går i 3.g på Køge Gymnasium, og han er en af de mange elever, der dagligt tager turen til gymnasiet fra Stevns og Faxe. 

Men transporten er det seneste år blevet en del sjovere. 

Indtil videre har i alt 134 elever på Køge Gymnasium installeret og brugt Ta'Med
Indtil videre har i alt 134 elever på Køge Gymnasium installeret og brugt Ta'Med Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

For eleverne gør nemlig brug af en særlig samkørelsesapp, der er udviklet af trafikselskabet Movia og interesseorganisationen FDM.

En sjovere tur

Appen, der går under navnet Ta’Med, skal gøre det nemmere at matche pendlere og chauffører med hinanden. 

På den måde sparer de penge på transport og brændstof.

- Turen bliver lidt sjovere, når man kører flere sammen, og så kan vi være flere om at dække omkostningerne, siger Frederik Bech-Jensen.

Hvad er Ta'Med?

  • Chaufføren opretter en tur og inviterer de passagerer, der tilkendegiver, at de gerne vil køre med. De godkender og checker ind, og turen kan derefter starte.

  • Chaufføren kan skattefrit opkræve et beløb (0,70 kroner pr. kørte kilometer), som udregnes automatisk i app'en

    - Det er derved muligt at tjene 20 kroner pr. passager på en tur fra Rødvig til Køge eller omvendt.

  • Passagerne betaler for turen over ungdoms- eller pendlerkort.

  • Man kan bedømme hinanden, så andre kan se vurderingen af et lift.

  • Ment som et supplement til kollektiv trafik som tog og bus.

Kilde: FDM og Movia

For at sikre at turen rent faktisk bliver kørt med passagerne, skal mobilerne være tæt på hinanden under turen, fortæller Julia Taanum, der også går i 3.g på Køge Gymnasium. 

- Der er virkelig mange, der bruger appen, så udbuddet er ret stort, siger hun. 

Julia Taanum (tv), Frederik Bech-Jensen og Sara Bech-Jensen bruger alle Ta'Med til og fra Køge Gymnasium. Når de bruger appen, har de samtidig mulighed for at vinde præmier som rejsegavekort, gavekort og brændstofgavekort
Julia Taanum (tv), Frederik Bech-Jensen og Sara Bech-Jensen bruger alle Ta'Med til og fra Køge Gymnasium. Når de bruger appen, har de samtidig mulighed for at vinde præmier som rejsegavekort, gavekort og brændstofgavekort Foto: Cecilie Tarp - TV2 ØST

Forsøgsordningen testes på nuværende tidspunkt i Faxe, Stevns og Køge kommuner, hvor der især har været fokus på at udbrede kendskabet til appen blandt eleverne på Køge Gymnasium.

Og det har båret frugt. Antallet af samkørsler er skudt i vejret efter sommerferien i år med 928 samkørsler i oktober.

Planer om et storskalaforsøg

Succesen med forsøgsordningen betyder, at Movia nu vil udvide tilbuddet til flere kommuner på Sjælland.

- Vi er nødt til at tænke den kollektive trafik anderledes, så vi får skabt en mere fleksibel kollektiv trafik i landdistrikterne. 

Læs også
Overvejer du at lave samkørsel til arbejde? Så meget kan du spare
Læs også
Overvejer du at lave samkørsel til arbejde? Så meget kan du spare

- En kollektiv trafik der er til stede, der hvor borgerne har behov for det, og når de har behov for det, siger Simon Hansen (S), bestyrelsesmedlem i Movia og borgmester i Guldborgsund Kommune.

Movia og FDM er gået sammen om at skabe en mere fleksibel kollektiv transport ved hjælp af Ta'Med
Movia og FDM er gået sammen om at skabe en mere fleksibel kollektiv transport ved hjælp af Ta'Med Foto: Lars Andersen / TV2 ØST

- Det er ikke nødvendigvis klokken 12.31, når der kører en bus fra et stoppested – en bus, der, i øvrigt på langt de fleste afgange, er tom, tilføjer han.

Movia har derfor sammen med Kommunernes Landsforening på Sjælland sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen (V) i håb om at lave et eller flere storskalaforsøg.

Kan give problemer med taxiloven

Et storskalaforsøg kan dog give problemer med trafikselskabsloven og taxiloven, da samkørsel potentielt kan blive konkurrenceforvridende.

Derfor er planen, at et udvidet forsøg kan målrettes områder, hvor der i praksis i dag ikke kører taxi.

Hvad er fordelen ved samkørsel?

  • Der sidder i gennemsnit 1,03 personer pr. bil ifm. pendling til og fra arbejde og uddannelse

    - Det betyder, at der kører 2 millioner tomme bilsæder rundt hver morgen på Sjælland

  • Hvis 10 procent af bilisterne vil samkøre, kunne mindst halvdelen af turene i den kollektive trafik i landområderne dækkes af samkørsel

  • Fordele ved samkørsel:

    - Kan nedbringe trængsel på vejene

    - Kan mindske klimaaftrykket på vejene

    - Kan sikre bedre mobilitet og fleksibilitet

Kilder: DTU og Movia.

Et andet muligt problem kan være at udbuddet bliver for lavt i forhold til efterspørgslen - særligt på ydertidspunkter.

Derfor foreslår Movia, at trafikselskaberne gøres ansvarlig for forsøget og derved har mulighed for økonomisk at støtte samkørslen og holde egenbetaling nede.

Det kan for eksempel give mulighed for højere betaling til chaufføren på tidspunkter med lavt udbud af kørsel og mulighed for, at trafikselskabet kan understøtte med flextrafik.

Efter sommerferien i år er der blevet kørt 584 ture i august, 803 ture i september og 928 ture i oktober. I oktober 2022 blev der til sammenligning kørt 54 ture
Efter sommerferien i år er der blevet kørt 584 ture i august, 803 ture i september og 928 ture i oktober. I oktober 2022 blev der til sammenligning kørt 54 ture Foto: Martin Stilling - TV2 ØST



Nyhedsoverblik