Breve med personlige oplysninger når ikke frem: - Det er enormt utrygt

Borgerne i Strøby Egede må kigge langt efter deres betalingskort og indkaldelser til sygehus. Flere oplever, at PostNord ikke leverer deres post.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Betalingskort, benzinkort og indkaldelser til sygehuse dukker aldrig op. Det oplever flere borgere i Strøby Egede. 

Fælles for dem er, at brevene skulle være leveret af PostNord. 

En af dem, der flere gange har tjekket postkassen forgæves er Annegrete Dall Visby. 

- Det, synes jeg, er enormt utrygt. Det er tre gange, vi har fået tilsendt betalingskort, som vi ikke har modtaget. 

quote Vi får de her standartsvar, der handler om, at det er afsenders problem

Annegrete Dall Visby, Strøby Egede

Hendes bank sendte i november og december kreditkort og følgebreve med aktiveringskoder, som aldrig er dukket op. 

Derfor endte hun og manden med at tage sagen i egen hånd. 

- Min mand skulle på forretningsrejse til Nordjylland, og så tog han i Nordjyske Bank og hentede vores betalingskort hos vores bankrådgiver. Det var den måde, vi kunne løse den udfordring, fortæller hun. 

Flere mangler deres post

Parret er langt fra de eneste, der oplever, at deres breve ikke når frem til adressen i Strøby Egede.

Den lokale facebookside vidner om, at flere borgere tjekker deres postkasse uden held. 

Én fortæller blandt andet, at vedkommende har måttet få tilsendt et benzinkort til København, fordi det efter tre forsøg stadig ikke nåede frem til den rigtige adresse, mens en anden har bestilt to kreditkort og ikke modtaget et eneste af dem.

En tredje fortæller til TV2 ØST, at hendes datter er blevet indkaldt til undersøgelser på hospitalet tre gange, men at ingen af indkaldelserne er nået frem. 

Flere i Strøby Egede har oplevet, at deres post ikke er kommet frem.
Flere i Strøby Egede har oplevet, at deres post ikke er kommet frem. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

PostNord har valgt ikke at stille op til interview, men Thomas Lauritsen, brevchef i PostNord Danmark, fortæller i et skriftligt svar til TV2 ØST: 

- Vi er utrolig kede af at høre, at der er borgere i Strøby Egede, der oplever, at der skulle være problemer med postomdelingen i byen. Vi har af flere omgange finkæmmet vores terminaler og distributionscentre for at se, om der skulle ligge nogle breve, vi har overset, og det er ikke tilfældet. Alle breve vi får ind, omdeler vi – og i området i og omkring Strøby Egede drejer det sig om cirka 8.000 breve dagligt. Det er meget få forsendelser vi får retur, så jeg har simpelthen ikke en god forklaring på, hvad der kan være sket. Vi tager det meget alvorligt, og vi holder skarpt øje med situationen fremover.

Annegrete Dall Visby stiller sig uforstående overfor, at PostNord ikke kan genkende problemet. 

- Det har jeg meget svært ved at forestille mig, at de ikke kan kende til. Vi er jo rigtig mange borgere i Strøby Egede, der har kontaktet PostNord og fået identiske tilbagemeldinger, som vi har udvekslet på vores lokale facebookgrupper, fortæller Annegrete Dall Visby.

- Vi får de her standardsvar, der handler om, at det er afsenders problem og os, der ikke har kigget ordentlig i vores postkasser. Alle mulige variationer af tilbagemeldinger, der handler om, at PostNord ikke har noget ansvar i det.

Modtager andres breve 

Posten, der aldrig når frem, er dog ikke den eneste udfordring i Strøby Egede. 

Annegrete Dall Visby har nemlig oplevet at andres post er endt i hendes postkasse. 

- En otte-ni stykker, vil jeg tro, som ikke har været adresseret til os, men til mennesker som bor i vores lokalområde. Så har vi selvfølgelig delt dem rundt, men det gør jo, at man tænker, om der også er post, vi ikke har modtaget, som potentielt kunne være vigtig. 

20201214-090641-1-5782x3855ma
Læs også
PostNord vil ændre fortælling om upålidelige postbude
20201214-090641-1-5782x3855ma
Læs også
PostNord vil ændre fortælling om upålidelige postbude

Netop den oplevelse skaber utryghed hos hende. 

- Der er dels det, der handler om datasikkerhed. Kan det blive brugt til svindel, identitetstyveri? Så er der jo en vrede og afmagt over, at der måske er nogen, der har oplysninger om mig, som de ikke skal have.

Det er kun breve, borgerne ikke modtager. Pakker og reklamer ender i postkassen.





Nyhedsoverblik