85 meter dige forsvundet: - Vi holder øje med vandet

Hvis en ny storm rammer, inden diget er genopført, står kommunen klar med en plan b.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stormfloden i weekenden var hård ved diget nord for Strøby Egede, der ligger ved Tryggevælde Å ud mod Køge Bugt. Faktisk så hård, at der nærmest ikke er mere dige tilbage.

- Vi mangler 85 meter dige i 1,80 meters højde, som det oprindeligt var. Fundamentet er det eneste, der er tilbage. Så lige nu er vi ved at reetablere. Inden for de næste 14 dage regner jeg med, vi kan bygge et nyt dige, fortæller Birgitte Nielsen, der er centerchef ved teknik og miljø i Stevns Kommune.

quote Vi har en pumpe stående klar til nød og så har vi plan b.

Birgitte Nielsen, centerchef, teknik og miljø, Stevns Kommune

Situationen efterlader området nord for Strøby Egede sårbart, hvis der skulle komme en ny storm med vind fra øst. Noget der heldigvis ikke ligger i kortene.

- Vi monitorerer det og holder øje med stigningen af vandet i Tryggevælde Å, men der er umiddelbart ikke noget bekymrende. Men hvis vi får en storm igen om en uges tid, så er vi nødt til at gøre noget, siger Birgitte Nielsen.

Inspireret af Præstø

Onsdag kommer vinden igen fra øst, hvilket gør, at vandet stiger i Tryggevælde Å. Men stigningen er i så lavt tempo, at der ikke er fare for beboelse eller infrastruktur i området.

Men skulle vejrudsigterne ændre sig, så er kommunen klar til at handle – med inspiration længere syd fra.

- Vi kommer til at gøre noget tilsvarende det, de gjorde i Præstø, siger centerchefen og refererer til den 'prop' bestående af en container, bigballer og andre byggematerialer, der blev brugt til at dæmme op for den sluseport, der bristede under stormfloden.

Læs også
Det giver ikke mening at genopbygge alt efter stormfloden, vurderer ekspert
Læs også
Det giver ikke mening at genopbygge alt efter stormfloden, vurderer ekspert

- Vi har en pumpe stående klar, og så har vi en plan b, hvis vi kan se, at vejrudsigterne lægger op til, der kan ske noget igen. Så laver vi et dige med bigballer.

Derudover har kommunen en evakueringsplan klar, som allerede blev lavet i weekenden, hvor den var tæt på at blive effektueret.

Sådan så der ud ved diget natten til lørdag den. 21 oktober.
Sådan så der ud ved diget natten til lørdag den. 21 oktober. Foto: Birgitte Nielsen

- Omkring klokken 00.30 (natten til lørdag, red.) bankede vi på dørene ved omkring 70 ejendomme, som risikerede at blive oversvømmet, hvis vandet i Tryggevælde Å blev ved med at stige og varslede, at de kunne blive evakueret senere på natten. Men så trak vandet og vinden sig, og så kom der styr på det, siger Birgitte Nielsen.

Onsdag eftermiddag er vandstanden ved diget i Tryggevælde Å 47,1 centimeter over normal vande. Ifølge Birgitte Nielsen kan de klare en forhøjet vandstand på halvanden meter, inden nødplanerne sættes i værk. 


Nyhedsoverblik