600 år gammelt gods dropper malkekvæg

Der bliver færre malkekvæg på Sjælland. Senest har et stort sjællandsk gods sagt farvel til sine 350 malkekøer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Øst for Storebælt er antallet af malkekvæg i tilbagegang. Over de seneste ti år er antallet af køer til mælkeproduktion på de sjællandske gårde gået tilbage med 17 procent, svarende til godt 3.500 køer.

Senest har det over 600 år gamle Gjorslev Gods ved Holtug på Stevns valgt at stoppe mælkeproduktionen. Her er der i dag 25 malkekøer tilbage ud af en besætning på 350 kvæg, som indtil for nylig fyldte staldens båse ud og bidrog med over fire millioner liter mælk om året.

quote Vi har kigget ind i økonomien i mælkeproduktionen i det hele taget over de sidste åringer – og der har vi ikke haft positiv økonomi

Carsten Ladegaard Jakobsen, godsforvalter, Gjorslev Gods.

Men den produktion er nu et overstået kapitel på det østsjællandske gods. Det fortæller Carsten Ladegaard Jakobsen, der er godsforvalter på Gjorslev Gods.

- Vi har kigget ind i økonomien i mælkeproduktionen i det hele taget over de sidste åringer – og der har vi ikke haft positiv økonomi i mælkeproduktionen. Og det – samtidig med, at vi skal ud at lave en stor investering – det gør, at den driftsgren med mælkeproduktion, den stopper vi.

Det er blandt andet udsigten til en dyr udskiftning af staldens efterhånden slidte malkemaskine, der har gjort, at godset har droppet køerne.

Godset står over for at skulle investere fire millioner i en ny malkemaskine, hvis kvægdriften skulle fortsætte.
Godset står over for at skulle investere fire millioner i en ny malkemaskine, hvis kvægdriften skulle fortsætte. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

- Det er en investering på op til fire millioner kroner, forklarer godsforvalteren.

Men de brogede klovdyr bliver ikke arbejdsløse.

- Kørerne er flyttet til andre mælkeproducenter, som er i gang med at udvide – og det er jo især i Vestjylland og Nordjylland, har vi set, der har været stor efterspørgsel efter vores malkekøer.

Og det er langt fra et enestående tilfælde, at malkekøerne vandrer vest på.

Kørerne flytter til andre mælkeproducenter, som er i gang med at udvide. Navnlig i Syd-, Vest-, og Nordjylland er antallet af malkekvæg gået frem.
Kørerne flytter til andre mælkeproducenter, som er i gang med at udvide. Navnlig i Syd-, Vest-, og Nordjylland er antallet af malkekvæg gået frem. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at der over de sidste 10 år er blevet langt færre malkekøer i Region Sjælland i forhold til landsgennemsnittet.

Opgørelsen viser, at antallet af malkekvæg fra fjerde kvartal 2010 til fjerde kvartal 2020 er gået tilbage med omkring 17 procent på Sjælland, svarende til godt 3.500 køer. I samme periode er der i de nordlige, vestlige og sydlige egne af Jylland kommet godt 5.000 flere malkekvæg til.

150 hektarer frigivet jord

Det skyldes blandt andet, at jorden i den østlige del af Danmark kan udnyttes bedre til anden form for landbrug, fortæller Carsten Ladegaard Jakobsen.

- Vi beslaglægger også et areal ude på marken, og vi har rigtig god jord her på Stevns – noget af Danmarks bedste jorde - og det egner sig meget bedre til andre salgsafgrøder end til at avle græs og majs til køerne.

Der er blevet usædvanligt stille i kostalden på Gjorslev Gods ved Holtug på Stevns.
Der er blevet usædvanligt stille i kostalden på Gjorslev Gods ved Holtug på Stevns. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

På Gjorslev Gods får de nu frigjort 150 hektarer land, der kan spæde til deres i forvejen 800 hektarer store produktion af blandt andet korn, ærter og raps.

Og selvom det bør give bedre tal på bundlinjen, så har det ikke været en beslutning helt uden skrupler at droppe malkekøerne på godset, der blev opført for mere end 600 år siden.

Læs også
Danmarks flotteste køer - vandt prisen hjemme i baghaven
Læs også
Danmarks flotteste køer - vandt prisen hjemme i baghaven

- Det har været en meget svær beslutning at tage, at vi skal stoppe med mælkeproduktionen her på Gjorslev, for vi er kendt som et gods, der altid har haft mælkeproduktion – og også haft en god mælkeproduktion, siger Carsten Ladegaard Jakobsen.

Med beslutningen om at droppe mælkeproduktionen forsvinder også syv arbejdspladser fra Gjorslev Gods.

Den sidste ko forventes at forlade stalden inden jul.


Nyhedsoverblik