Svend Erik spørger om coronavirus: - Hvordan kommer jeg til test, hvis jeg ikke har bil?

Flere og flere bliver testet for corona, men hvordan kommer man til coronatest, hvis man ikke har egen bil? Det spørger Svend Erik om.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere end 350.000 danskere er blevet testet for coronavirus på ganske få måneder. Svend Erik Jørgensen fra Herlufmagle er dog i tvivl om, hvordan man egentlig transporterer sig til test, hvis nu man ikke har bil, og ikke må tage offentlige transportmidler.

- Jeg har måttet undvære min bil i denne uge, så hvad nu hvis jeg føler mig lidt sløj og får at vide, jeg skal testes i Slagelse, hvordan kommer jeg så dertil?

quote Til hver en tid, hvis patienten er i tvivl, så kontakt os

Karina Bjørk Andreasen, befordringschef, Region Sjælland

Svend Erik Jørgensen har ikke følt sig sløj, men manglen på bil fik ham alligevel til at undre sig over, at hvis han nu skulle til test, hvordan kom han så det? Spørgsmålet har han stillet til TV2 ØSTs coronabrevkasse.

- Jeg tænkte, at der måske var andre i samme situation, siger Svend Erik Jørgensen.

Man skal transportere sig selv, hvis man kan

Svaret på Svend Erik Jørgensen spørgsmål er dog ikke så enkelt, som man måske skulle tro. Det afhænger nemlig af mange faktorer.

For det første skal man være opmærksom på, at test kan foregå i to forskellige spor: sundhedsporet og samfundssporet.

Sundhedsporet er karakteriseret ved, at man får en henvisning til test fra egen læge.

Samfundssporet er kendt som de hvide telte og er administreret af TestCenter Danmark. For at komme til test her, skal man inviteres af Statens Serum Institut. Svaret på Svend Erik Jørgensens spørgsmål vil tage udgangspunkt i sundhedsporet, som Region Sjælland er ansvarlig for her i regionen, og her afhænger transportformen af, hvor syg man er.

- Hvis patienten ikke har nogen symptomer, kan man selv befordre sig til test. Det kan ske eksempelvis via offentlig transport, i egen bil, gående, på cykel, taxa eller en anden form for transportmiddel.

Kan man ikke befordre sig selv, kan det være, man er berettiget til transport gennem Befordringsservice i Præhospitalt Center, Region Sjælland, fortæller Region Sjællands befordringschef, Karina Bjørk Andreasen.

Har man ingen symptomer, må man altså gerne tage offentlig transport, taxa eller lignende. Sagen er dog en anden, hvis man har lette, moderate eller svære symptomer.

- Hvis patienten har lette symptomer, og stadig selv kan komme til testen, så skal man gøre det. Det kunne være i egen bil, gående eller på cykel. Dog må man ikke efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer køre med offentlige transportmidler, taxa eller Flextrafik, siger Karina Bjørk Andreasen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Karina Bjørk Andreasen, befordringschef hos Region Sjælland, forklarer hvordan man bedst muligt kommer til coronatest.
Karina Bjørk Andreasen, befordringschef hos Region Sjælland, forklarer hvordan man bedst muligt kommer til coronatest. Foto: Privatfoto

Er man meget syg, kan kan blive testet af et udekørende testteam fra Præhospitalt Center eller få bevilliget transport til et af teststederne, men spørgsmålet er, hvad hvis man kun har lette symptomer, godt kan cykle og gå, men der er for langt til teststedet, og man ikke må tage hverken tog, bus eller taxa?

- Det er udelukket at tage det offentlige, så derfor giver vi befordring i sådanne situationer, da borgere har ret til befordring til og fra behandling på sygehuse, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Man kan dog kun få tilskud til kørsel, hvis man opfylder en række bestemte kriterier fra sundhedsloven, fortæller Karina Bjørk Andreasen.

Normalt er der en række krav, man skal opfylde, for at få transport gennem Befordringsservice hos Region Sjælland. Det er blandt andet afhængig af ens helbredstilstand, afstanden til sygehuset. 

I disse tider er reglerne dog ændret en smule, så man godt kan få kørsel, selvom man er frisk nok til at tage offentlige transportmidler. Det skyldes, at man ikke må tage de offentlige transportmidler til test ved lette symptomer. Der er dog én ting, man skal huske, inden man bestiller transport.

- Det er vigtigt, at patienten forinden har bestilt tid til test. Og kan man befordre sig selv skal man gøre det, understreger Karina Bjørk Andreasen.

Læs også
Sårbare borgere må blive hjemme - nu kører paramedicinere ud og laver corona-test
Læs også
Sårbare borgere må blive hjemme - nu kører paramedicinere ud og laver corona-test

Må man få en ven eller anden til at køre en til test?

- Hvis en anden skal køre én, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at det er en person fra samme husstand, såfremt man har symptomer på formodet covid. Det anbefales, at man så vidt muligt sidder på bagsædet for at sikre den størst mulige afstand, siger Karina Bjørk Andreasen.

Kørsel med stramme retningslinjer

Transporten med Befordringsservice til og fra testen, hvis man opfylder kravene, kan enten bestilles hos regionen eller gennem egen læge, der vil foretage en sundhedsfaglig vurdering, om man selv kan komme til test eller ej. Bliver man i sidste ende godkendt til transporten, har regionen indført en række tiltag for at skabe en sikker transport.

- For at sikre god afstand har vi ændret planlægningen af kørsel med Movia Flextrafik, så vi i videst muligt omfang kun medtager én passager ud over chaufføren. Det skal sikre, at vi holder så god afstand, som det er muligt, i en personvogn. Vi har lavet plastafskærmning til sæderne bagved. Vi bruger sprit, handsker og patienterne skal bære mundbind hele tiden. Uanset om man har lette eller svære symptomer, siger Karina Bjørn Andreasen.

Læs også
Mobile testkøretøjer skal bringe coronatest tættere på borgerne
Læs også
Mobile testkøretøjer skal bringe coronatest tættere på borgerne

Er man i tvivl om retningslinjerne, kan man dog altid kontakte regionen, understreger Karina Bjørk Andreasen.

- Til hver en tid, hvis patienten er i tvivl, så kontakt os. Enten kontakt callcentret i regionen med generelle spørgsmål om coronavirus eller kontakt Befordringsservice med spørgsmål om patientbefordring. Så vejleder vi dem. 

Hos Svend Erik Jørgensen giver svaret god mening, og han er glad for, at han kan få hjælp til transport, hvis det nu skulle blive nødvendigt.

- Det lyder logisk. Det er ikke logisk at sidde i en rutebil. Man må dog være vedholdende og sige til, hvis man ikke har andre transportmuligheder, siger han.


Nyhedsoverblik