Mobile testkøretøjer skal bringe coronatest tættere på borgerne

En ny prøvetagningsvogn skal hjælpe med coronatests i Region Sjælland. Løsningen kan senere udrulles til hele landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som supplement til de hvide testtelte skal specialudstyrede test-biler nu bidrage til løbende at overvåge smitten i samfundet og slå ned på smittekæder ved at teste nære kontakter til smittede. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Derfor vil en prøvetagningsvogn i morgen køre sin første tur i Region Sjæland, som skal være forsøgskanin på den nye bil, der onsdag blev fremvist i Næstved. Det sker, efter at regeringen tirsdag præsenterede sin omfattende teststrategi.

quote For at kunne opspore smittekæder overalt i landet, har vi brug for decentrale løsninger

Magnus Heunicke (S), sundheds- og ældreminister

Vognen er den første af en række mobile testenheder, der som led i det såkaldte “samfundsspor” af teststrategien vil kunne sendes ud for at assistere med prøvetagning og smitteopsporing.

Fredag vil bilen komme i aktion for første gang på Falckstationen i Maribo. Her vil man om tre uger have et nyt testcenter klar, og indtil da vil bilen køre rundt til forskellige byer på Lolland og Falster.

- Vi vil høste de erfaringer og så tilbyde bil-løsningen til de andre regioner, hvis der er en efterspørgsel efter den, og alt efter, hvordan pilotprojektet går i Region Sjælland, siger Magnus Heunicke til TV2 ØST.

For at sikre, at alle i Danmark kan blive testet, er det nødvendigt at tænke i decentrale løsninger, mener sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
For at sikre, at alle i Danmark kan blive testet, er det nødvendigt at tænke i decentrale løsninger, mener sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Undgår lang køretur

Planen er, at regionerne skal aktivere testvognene efter behov.

- For at kunne opspore smittekæder overalt i landet, har vi brug for decentrale løsninger, så vi kan teste et bredt udsnit af befolkningen. Vi har et lavt smittetryk i Danmark, og vi er nu et af de lande i verden, der har testet flest personer per indbygger. Det skal vi fortsætte med, og her kan det mobile testkøretøj spille en vigtig rolle i forhold til aktiv smitteopsporing, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

De nye testkøretøjer kan rykke ud til borgere i kommuner, hvor der ikke er testfaciliteter. De skal bidrage til, at blandt andet svækkede borgere ikke skal ud på en lang køretur for at blive testet. Fredag vil bilen komme i aktion for første gang på Falckstationen i Maribo.

quote Med den her forsøgsbil forsøger vi at lave en smart løsning for de borgere, der har langt til vores fysiske testtelte i Roskilde og Næstved

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand

- Test og opsporing er vigtige elementer i den nationale teststrategi nu, hvor vi skal ruste os til en længere periode med corona i Danmark samtidig med, at vi genåbner samfundet, siger Magnus Heunicke.

Ifølge Sundheds- og Ældreministeriet vil behovet for prøvetagningsvogne løbende blive afstemt i dialog mellem Testcenter Danmark og de enkelte regioner. Således kan der blive etableret prøvetagningsvogne, hvor der opstår behov for det.

I Region Sjælland er regionsrådsformand Heino Knudsen (S) glad for, at regionen får den udkørende bil som mulighed.

- Vi har en infrastruktur og geografi i Region Sjælland, der giver os anledning til at tænke i alternative løsninger for at få testet så bredt et udsnit af vores borgere som muligt, siger han til TV2 ØST.

- Med den her forsøgsbil forsøger vi at lave en smart løsning for de borgere, der har langt til vores fysiske testtelte i Roskilde og Næstved, og samtidig teste et bredt udsnit af regionens borgere for at sikre, at vi har fokus på smittespredning i landdistrikterne og yderområderne, siger han.


Nyhedsoverblik