Simon Kjærs landsholdstrøje fra skæbneaften solgt - pengene går til kronisk syge børn

Pengene fra auktionen skal gå til kronisk syge børn og indlagte på landets børneafdelinger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tv-billederne gik verden rundt, da Christian Eriksen kollapsede i første halvleg af EM-kampen mod Finland lørdag den 12. juni, og spillerne på det danske fodboldlandshold dannede en cirkel om deres holdkammerat for at skærme ham for de rullende kameraer.

quote Min egen søn sagde, at jeg skulle byde på trøjen, men jeg var ikke i nærheden af buddene

Sisse Fisker, direktør for SMILfonden

Efter kampen blev landsholdsanfører Simon Kjær over hele verden hyldet for sin heroiske indsats, fordi han var en af de første henne ved Christian Eriksen, og efterfølgende var han også manden, der passede på Eriksens kone, Sabrina.

Siden valgte fodboldstjernen at signere trøjen og donere den til et godt formål. Nu er den blevet solgt ved en auktion i på Hotel Comwell i Sorø. Her indsamlede SMILfonden torsdag aften penge til kronisk syge børn og indlagte på landets børneafdelinger.

Kampen mod Finland blev afbrudt i næsten to timer, inden den blev genoptaget, efter at spillerne var blevet oplyst om, at Christian Eriksen var ved bevidstheden, og de havde talt med ham.
Kampen mod Finland blev afbrudt i næsten to timer, inden den blev genoptaget, efter at spillerne var blevet oplyst om, at Christian Eriksen var ved bevidstheden, og de havde talt med ham. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

150 gæster havde købt billet til en fire retters middag med efterfølgende fest, og undervejs bortauktionere fonden i den gode sags tjeneste blandt andet landskampbilletter, billetter til koncerter og gavekort restauranter. Men det helt store samtaleemne under middagen var Simon Kjærs landsholdstrøje.

- Min egen søn sagde, at jeg skulle byde på trøjen, men jeg var ikke i nærheden af buddene, siger Sisse Fisker, der er direktør for SMILfonden.

Inden auktionen havde fonden sat mindsteprisen på 3.000 kroner for landsholdstrøjen, men den blev solgt for 45.000 kroner.

- Hende, der købte trøjen, har en søn, der rigtig godt kan lide Simon Kjær. Så der var en dreng, som blev glad, da hun kom hjem, siger Sisse Fisker.

Julegaver til 3.000 indlagte børn

Landsholdstrøjen fra den skæbnesvangre aften fik fonden fat i via en bekendt til Christian Eriksen.

- Vi har tidligere fået en landsholdstrøje af Christian Eriksen, som vi gav til en dreng, der skulle have en ny lever på Rigshospitalet i København. Den fik han faktisk få dage før, at Christian Eriksen faldt om, siger Sisse Fisker.

quote Vi kan alle sammen huske den aften

Sisse Fisker, direktør for SMILfonden

Da fonden efter EM skulle holde auktion, forsøgte de at få fat i endnu en landsholdstrøje, og til Sisse Fiskeres store overraskelse, sagde anfører Simon Kjær ja til at donere sin trøje fra kampen mellem Danmark og Finland. 

- Vi kan alle sammen huske den aften, og hvor sej Simon Kjær var, siger hun og tilføjer:

- Det er stort, at han donerede sin trøje, og at folk bød den så meget op.

Sisse Fisker, direktøren for SMILfonden, viser Simon Kjærs landsholdstrøje frem.

Samlet set indsamlede fonden ved torsdagens auktion 365.000 kroner, hvilket var noget over deres forventninger.

- Det stak fuldstændig af, og der var virkelig nogen, som bød amok.

- Det var virkelig over al forventning. Allerede da vi havde kørt de første fem auktioner, var vi over målet på 100.000 kroner. Så stemningen var euforisk, siger Sisse Fisker.

Pengene skal blandt andet gå til kronisk syge børn og cirka 3.000 indlagte på landets børneafdelinger, som til december kan se frem til at modtage julekalendere og gaver fra fonden.