Hønsegård torpederet af bil: - De kører som død og helvede

I flere år har Michael Hansen og familien været bekymrede for hurtigtkørende biler på vejen ved deres hus. Her til morgen var de nært blevet kørt ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Michael Hansen og familien fandt her til morgen en uventet gæst i hønsegården. Og det var ikke Mikkel-ræv, der var på rov.

quote Vi er tilflyttere og har boet her i to og et halvt år, og vi er lidt overraskede over, hvor hurtigt folk kører

Michael Hansen, Rødtjørnevej, Ruds-Vedby

- Lidt i halv otte var vi ved at stå op og tage tøj på, og da hører vi en, der bremser ret kraftigt og dernæst et brag, fortæller Michael Hansen.

Han ilede ud for at se, hvad der er sket, og her måtte han spærre øjnene op. For midt i hønsegården stod en BMW parkeret. Hønsegården ligger ud til den smalle Rødtjørnevej ved Tindingebanke, lidt syd for Ruds-Vedby, hvor Michael Hansen og familien bor.

- Bilisten har kørt alt for hurtigt, hvilket han også indrømmede. Han forklarede, han havde kørt væsentligt stærkere end 80, men under 120 kilometer i timen.

Bilisten tog flugten

Bilisten stak efterfølgende af, da Michael Hansen ville ringe til politiet. For ikke alene havde bilisten kørt for hurtigt, han stank også af sprut, fortæller Michael Hansen.

Politiet var efterfølgende forbi og søgte efter bilisten – der ifølge Michael Hansen er en cirka 30-årig mand.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter vagtchef Thomas Jørgensen, at man har været ude at lede efter bilisten.

- Vi har ikke fundet ham endnu, men der pågår en efterforskning, siger han.

Vagtchefen kan ikke sige nærmere om, hvor hurtigt bilisten reelt har kørt, men lader ingen tvivl om, at vedkommende burde have taget farten af:

- Han er skredet ud i en højrekurve, så uanset hvad har han kørt hurtigere, end forholdene tillader.

Bilisten har forsøgt at bremse, men mistede i stedet herredømmet over bilen.
Bilisten har forsøgt at bremse, men mistede i stedet herredømmet over bilen. Foto: Michael Hansen

Normalt plejer Michael Hansens kone og to-årige datter at hente æg om morgenen i hønsehuset. Det gjorde de ikke her til morgen, og det er Michael Hansen meget lettet over.

- Jeg er meget glad for, der ikke skete mere, end der gjorde, og det bare var hegnet, det gik ud over.

Hensynsløs kørsel kom som en overraskelse

Vejen udspringer i den lille by Tindingebanke. Her har mange bilister en tendens til at sparke til speederen på vejen ud af byen og ned ad bakken, fortæller Michael Hansen:

- Der er mange, der kommer derfra (byen, red.), og der går vejen ned ad bakke mod vores grund, og der får den bare gas.

Det er langt fra første gang at hurtige biler skaber bekymringer for både Michael Hansen men også mange af naboerne på Rødtjørnevej.
Det er langt fra første gang at hurtige biler skaber bekymringer for både Michael Hansen men også mange af naboerne på Rødtjørnevej. Foto: Michael Hansen

Den smalle Rødtjørnevej er både bakket og snoet. I princippet må du godt køre 80 kilometer i timen, men det, vurderer Michael Hansen, er alt for hurtigt.

- Der er mange, der ikke kører efter forholdene, som der står i færdselsloven, at man skal gøre, siger han og tilføjer:

quote De kører som død og helvede. Det er ikke første gang, det er hele tiden

Michael Diekelmann, nabo, Ruds-Vedby

- Vi er tilflyttere og har boet her i to og et halvt år, og vi er lidt overraskede over, hvor hurtigt folk kører på de små veje her, og i dag gik det galt.

Michael Hansen fortæller, at folk, der bor i området og Ruds-Vedby, deler hans oplevelse.

Telefonpæl revet op af jorden

100 meter længere oppe ad vejen mod Tindingebanke bor Michael Diekelmann. Han mistede her til morgen mindst 13 meter hegn til sin eng.

- De kører som død og helvede, siger han og tilføjer:

-  Det er ikke første gang, det er hele tiden. De gasser op allerede lang tid før, de kører ud af byen og kommer i fuld fart her forbi.

Fra toppen af bakken i Tindingebanke er der godt med udsyn, men vejen slår et sving.

- Og det har han overset, siger Michael Diekelmann, der peger på, at manden er kommet med stor fart.

- Han har revet en tung telefonpæl op af jorden. Det gør man normalt med noget tungt maskinelt.

Problem har eksisteret længe

Michael Diekelmann har boet ved vejen i 13 år og taler derfor med en vis erfaring.

- Det har altid været et problem, siger han.

Naboerne har talt om at gøre noget ved problemet.

- Vi har talt om, at vi skulle skrive til kommunen. Men vi har aldrig fået taget os sammen, siger Michael Diekelmann, som gerne så, at der kom tavler op med en hastighedsbegrænsning på 60 kilometer i timen.

- Der er jo også børn herude.

Selv har han med tiden vænnet sig til at tage sig i agt for trafikken.

- Det er blevet hverdag for en. Jeg går tur med hundene to gange om dagen – men jeg går helt inde i rabatten – fordi folk sætter ikke farten ned, siger han og tilføjer:

- Men nu er der sket noget, vi kan påpege over for kommunen. Der kunne lige så godt have været en, som gik tur, der måtte springe for livet.

Hastighed ofte skyld i ulykker

Hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter fortæller politiassistent Christian Berthelsen, at de uheld, der sker på landevejene, generelt er ret voldsomme.

quote Vi oplever spirituskørsel foregå hyppigt i samfund, hvor adgangen til offentlig transport er sværere tilgængelig

Christian Berthelsen, Rigspolitiet, Nationalt Færdselscenter

- Ofte er det uheld, hvor man kører frontalt ind i en modkørende eller noget, som står fuldstændig stille – tit og ofte med forholdsvis stor hastighed.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at uden for byerne sker fire ud af fem ulykker på landevejene.

- En forklaring på, at vi ser flere uheld på landevejene end motorvejene, er, at der er modkørende trafik, og sideveje. Trafikken er ikke som på motorveje skilt ad, og folk bor tæt på vejene, der ikke er skærmet af.

Ulykke Asnæs
Læs også
Dødsulykke skal for retten - påvirket mand ramte bil med familie under overhaling
Ulykke Asnæs
Læs også
Dødsulykke skal for retten - påvirket mand ramte bil med familie under overhaling

Ifølge Vejdirektoratets statistikker var de mest hyppige ulykkesfaktorer i 2018 uopmærksomhed eller utilstrækkelig orientering, kørsel med for høj hastighed, chancebetonet kørsel samt kørsel i påvirket tilstand.

- Vi oplever spirituskørsel foregå hyppigt i samfund, hvor adgangen til offentlig transport er sværere tilgængelig. Det sker også i byerne, men vi ser det mere på landet, siger Christian Berthelsen og tilføjer:

- Folk har en tendens til kun at tænkte på, om de risikerer at blive snuppet af politiet – men hvad man bør tænke er, om der kan ske en ulykke og slå andre ihjel.

Politiet gennemførte i forrige uge landsdækkende hastighedskontroller. Omfanget af bøder viste en stigning på 83 procent, sammenlignet med en tilsvarende ugekontrol i 2019.


Nyhedsoverblik