Højhastighedsbane risikerer at spolere fremtiden i Birkegårdens Haver - købsaftale sat i bero

Hvis højhastighedsbanen mellem Ringsted og Kalundborg bliver til noget, ser det ud til, at den bliver allernærmeste nabo til Birkegårdens Haver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved Ruds-Vedby ligger Birkegårdens Haver, der hvert år bliver besøgt af både danske og udenlandske turister.

Men nu ser det ud til, at den fredelige idyl bliver spoleret. For bliver højhastighedsbanen mellem Ringsted og Kalundborg en realitet, så kommer jernbanen til at ligge i baghaven af Birkegårdens Haver.

- Vi ved det ikke, men når man ser korridortegningerne, ser det ud til, at den (højhastighedsbanen, red.) ligger ret tæt på. Men de ved det vel dårligt selv. Og det er det, der er problemet. Vi ved ikke, om den kommer, vi ved ikke, hvor tæt den kommer på, og vi ved ikke, hvornår den kommer, siger ejer af Birkegårdens Haver, Merry Sørensen, der har stedet sammen med sin mand Finn Sørensen.

quote Det kommer til at larme ad pommern til, imens de bygger

Merry Sørensen, ejer af Birkegårdens Haver

Allerede nu har planerne om den mulige højhastighedsbane sat en kæp i hjulet for ejerparret. På sigt ønsker de nemlig at sælge deres livsværk, og allerede nu har de mærket konsekvenserne af højhastighedsbanen på den front. 

- Vi havde en køber, og det er jo klart, at køberen siger, at de trækker sig, så længe man ikke ved noget. Hvis man skal vente 10-15 år på at få det at vide, så er vi både døde og begravet, siger Merry Sørensen.

Da planerne om højhastighedsbanen blev kendt, blev købsaftalen med det samme sat i bero.

Ejer: - Det kommer til at give os store problemer

Højhastighedstog med en topfart på 250 kilometer i timen vil gøre det muligt at komme fra København til Aarhus via Kalundborg og halvøen Asnæs - på en time og fem minutter. Men det er endnu usikkert, om banen reelt bliver til noget, og hvor præcis den skal placeres.

- Jeg synes, det er meget usikkert. Hvis de havde en klar plan, men det er der ikke. Jeg synes, det er frygteligt, at de vil ødelægge hele Vestsjælland og vores skønne kyststrækning ved Røsnæs eller Asnæs. Jeg kan slet ikke forstå det, siger ejeren af Birkegårdens Haver.

Hun mener, det kommer til at give dem store problemer, hvis banen bliver opført.

- For det første larmer det ad pommern til, imens de bygger, og for det andet er jeg ikke sikker på, vores købere vil købe. Det tror jeg ikke, de vil, hvis den kommer tæt på, siger Merry Sørensen.

Læs også
Politiske ønsker:
Ny togstrækning mellem Ringsted og Kalundborg i spil
Læs også
Politiske ønsker:
Ny togstrækning mellem Ringsted og Kalundborg i spil

Kan en højhastighedsbane ikke give jer flere turister på sigt?

- Nej, jeg synes, det er vanvittigt for at spare en halv time at bruge så vanvittig mange penge på det projekt.

Hvis planerne om at anlægge en højhastighedsbane mellem Ringsted og Kalundborg bliver realiseret, så bliver Birkegårdens Haver en af den nye jernbanes allernærmeste naboer. Foto: Birkegårdens Haver.
Hvis planerne om at anlægge en højhastighedsbane mellem Ringsted og Kalundborg bliver realiseret, så bliver Birkegårdens Haver en af den nye jernbanes allernærmeste naboer. Foto: Birkegårdens Haver.

Det værste er usikkerheden

Indtil videre må parret vente på svar på, hvor højhastighedsbanen skal ligge.

- Kommer den på den anden side af vores bakke, er det lige meget, for så er den så langt væk, at det ikke betyder det store. Måske lidt under opførelsen, men ellers ikke. Det værste lige nu er uvisheden. Det er usikkerheden om, hvad der sker og ikke sker, siger hun.

Men derfor er der stadig ingen tvivl om, hvad Merry Sørensen synes om projektet:

- Jeg håber simpelthen ikke, den kommer. Jeg synes, det er vanvittigt. 


Nyhedsoverblik