¨

Politiske ønsker: Ny togstrækning mellem Ringsted og Kalundborg i spil

Ringsted Station blev med den nye højhastighedsbane over Køge en endnu mere central brik i trafikken mellem landsdelene. Og nu undersøger myndighederne om endnu en togstrækning kan udgå fra Ringsted. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Vejdirektoratet og Trafikstyrelsen undersøger muligheden for højhastighedstog fra København til Aarhus via Kalundborg og Asnæs på en time og fem minutter, skriver Nordvestnyt.

Højhastighedstog med en topfart på 250 kilometer i timen fra København til Aarhus via Kalundborg og halvøen Asnæs - på en time og fem minutter.

Det er en af de visioner, som Vejdirektoratet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen arbejder med for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet under projekt Kattegatforbindelse.

Senest ved udgangen af 2021 skal en statslig arbejdsgruppe under Vejdirektoratet med projektchef Ulrik Larsen i spidsen lægge forslag til mulige linjeføringer for en Kattegatforbindelse på bordet, og Ulrik Larsen bekræfter avisens oplysninger om, at et af de mange forskellige forslag, der også skal inddrage en togforbindelse, handler om en ny banelinje fra Ringsted mod vest, fortæller Nordvestnyt.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen,fortæller om de politiske ønsker:

- Transportminister Benny Engelbrecht (S) har på vegne af regeringen ytret ønske om - og får opbakning fra Venstre - at det undersøges, om det er muligt at fortsætte togforbindelsen København-Ringsted mod Kalundborg og tværs hen over landet via en Kattegatforbindelse.

Fra København til Aarhus på en time og fem minutter

- Den etablerede banestrækning fra København til Ringsted er et højhastighedsanlæg, hvor tog vil kunne køre op til 250 km/t.

Skal en sådan linjeføring mod vest fra Ringsted over Kalundborg til Aarhus give mening, skal hele strækningen bygges som højhastighedsbane, og det er korrekt, at den estimerede rejsetid - på afgange uden ophold undervejs mellem København og Aarhus - er en time og fem minutter.

Det fremgår af beregninger, vi har kendskab til, tilføjer V-ordføreren til Nordvestnyt:

- Venstre støtter undersøgelsen af en forbindelse, der kombinerer biler og tog. Så må de økonomiske beregninger vise, hvad der er muligt. Men jeg skal naturligvis understrege, at der alene er tale om tekniske sonderinger - ud af mange forskellige - som eventuelt kan indgå i den forundersøgelse, arbejdsgruppen har fået bevilget 60 millioner kroner til at udføre.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App