Efter klatreulykke: Forvirring om sikkerhedskrav får hård kritik af politikere

To retsordførere kalder det utilfredsstillende og utrygt, at der ikke lader til at være enighed om sikkerhedskrav på klatrebane.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 7. november faldt 28-årige Marie Louise Frederiksen 16 meter ned og kom alvorligt til skade, da hun prøvede forlystelsen "Extreme" på klatrebanen Go High på Kragerup Gods på det vestlige Sjælland.

I forlystelsen kravler man op ad en rebstige til en 16 meter høj platform, som man skal hoppe ned fra. Herfra er man i frit fald de første tre meter, hvorefter man gribes af den snor, man er hægtet fast til. Men som TV2 ØST torsdag kunne fortælle, er der langt fra klarhed over, hvilke sikkerhedskrav der reelt gælder på forlystelsen Extreme.

Hos SF er retsordfører Karina Lorentzen chokeret over videoen af faldulykken fra Kragerup Gods.

quote De skal ikke skubbe det her rundt mellem sig og undlade at tage ansvar

Karina Lorentzen (SF), retsordfører

 

- Jeg synes, det her er dybt utilfredsstillende, og det er nogle forfærdelige billeder af et mennesker, der styrter ned, siger hun.

Karina Lorentzen (SF) og venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen (V), efterlyser en forklaring på, hvorfor der har været uklarhed i forhold til forståelsen af et sikkerhedskrav i klatrebanens tilsynsbog. 

Mit Post-projekt
Læs også
Tvivl om sikkerhedskrav ved klatrebane på kendt gods - Marie faldt 16 meter ned
Mit Post-projekt
Læs også
Tvivl om sikkerhedskrav ved klatrebane på kendt gods - Marie faldt 16 meter ned

- Jeg synes bestemt ikke, det er trygt for borgeren. På sådan et område her, skal der være helt entydige regler, siger Venstres retsordfører. 

I tilsynsbogen står der nemlig, at "aktiviteten skal, når den benyttes, være under konstant overvågning af en ansvarlig instruktør."

Alligevel insisterede Kragerup Gods på, at det ikke var nødvendigt at have personale ved forlystelsen. 

Marie Louise Frederiksen fortalte i januar om de alvorlige mén, hun har fået efter ulykken.

Der bør ikke tolkes på sikkerhed

Det er Teknologisk Institut, der har udformet kravet om konstant overvågning i tilsynsbogen.

Politiet blev allerede i 2019 opmærksomme på, at godset ikke selv mente, at de behøvede personale på banen. Midt- og Vestsjællands Politi bad godset kontakte Teknologisk Institut, men noget i kommunikationen mellem de tre parter lader til at være gået galt. Tilsynsbogen blev nemlig aldrig opdateret, og derfor står der stadig, at der skal være konstant overvågning. 

quote Sikkerhedskrav bør ikke være et fortolkningsspørgsmål

Preben Bang Henriksen (V), retsordfører

- Det er jo rimelig forvirrende det her. Alene af dén grund er det dybt uheldigt, når man har en indretning som denne her, der skal være sikkerhedsmæssigt i orden, siger Preben Bang Henriksen til TV2 ØST. 

Kragerup Gods har ikke ønsket at stille op på tv. I stedet har de sendt en længere mail til TV2 ØST, hvori de skriver:

"Set fra vores side er overvågning af Quick Jump et fortolkningsspørgsmål ud fra det Teknologisk (Institut, red.) skriver I logbogen."

De to retsordførere er på hver sin fløj, men dog meget enige i, at dét ikke er optimalt: 

- Sikkerhedskrav bør ikke være et fortolkningsspørgsmål, konstaterer Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen (V). 

Marie Louise Frederiksen har knust sin højre fod, brækket tre ribben, knust sit brystben og brækket sit bækken efter ulykken. Det er fortsat ikke afklaret, hvorfor den skete.
Marie Louise Frederiksen har knust sin højre fod, brækket tre ribben, knust sit brystben og brækket sit bækken efter ulykken. Det er fortsat ikke afklaret, hvorfor den skete. Foto: Privatfoto

Vil lægge sagen for justitsministeren 

I et nyligt telefonnotat bekræfter Teknologisk Institut nu overfor politiet, at der altid har skullet være overvågning af en ansvarlig instruktør, sådan som det står krævet i tilsynsbogen.

Midt- og Vestsjællands Politi udstedte nye tilladelser til banen både før og efter ulykken uden at følge op på, om godset rent faktisk havde personale ved banen.

- Der skulle have været overvågning ved banen, men når ingen følger op og går i dialog med godset omkring det, har vi en kæmpe stor udfordring, mener SF´s retsordfører Karina Lorentzen. 

SF's retsordfører Karina Lorentzen er stærkt utilfreds med, at ingen tilsyneladende tager ansvar for at få undersøgt situationen.
SF's retsordfører Karina Lorentzen er stærkt utilfreds med, at ingen tilsyneladende tager ansvar for at få undersøgt situationen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Teknologisk Institut har sendt en mail til TV2 ØST, hvori de mener ikke at have begået fejl.

Instituttet har dog ikke ønsket at svare på spørgsmål. Undskyldningen lyder, at de har et "privat kundeforhold" med godset. Hverken Sikkerhedsstyrelsen eller Justitsministeriet har heller ønsket at kommentere sagen. Derfor vil Karina Lorentzen nu gå til justitsministeren. 

- Jeg kommer til at bede justitsministeren om en redegørelse for hele det her forløb. Jeg er sådan set ligeglad med, om det er Sikkerhedsstyrelsen, Erhvervsministeriet eller et andet ministerium, der skal besvare denne her henvendelse.

- De skal ikke skubbe det her rundt mellem sig og undlade at tage ansvar for denne her proces. Vi har som borgere et krav på at få at vide, hvor det er gået galt henne, og hvad vi kan gøre for at sikre, at det ikke sker igen. 

Marie Louise Frederiksen fortæller til TV2 ØST, at hun i dag stadig er mærket af ulykken og er under genoptræning. 


Nyhedsoverblik