Bedre sent end aldrig - Sorø indgår udskudt budgetaftale

17 millioner kroner skal i Sorø Kommunes budget for 2022 måske gå til gadebelysning eller cykelstier, fortove og padelbaner. Det skal en længe ventet retssag afgøre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag indgik Det Konservative Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti og Frigængerne i Sorø Kommune en budgetaftale for 2022. 

I årets budget har aftaleparterne sat flere midler af til folkeskole, ældrepleje og det sociale område. Samtidig vil de også afsætte midler til kultur, foreningsliv, byggesagsbehandling og en styrket klimaindsats.

- Jeg er utroligt glad for budgetaftalen. Det er et budget, som tilfører både velfærd og anlæg penge til trods for, at vi står i en udfordrende situation, siger borgmester Gert Jørgensen (K).

Med udfordrende situation hentyder borgmesteren til en endnu ikke afgjort retssag. Den betyder, at det endnu er uvist, hvor nogle af budgettets millioner ender. 

Det er i alt 17 millioner kroner, der enten kan gå til cykelstier, fortove og padelbaner i kommunen. Det kommer an på, hvordan den kommende retssag, der skal for Østre Landsret, ender. Taber kommunen, risikerer den at skulle betale de 17 millioner kroner til en tidligere leverandør.

Dommen lader vente på sig

De fleste kommuner havde allerede en aftale klar for flere uger siden, men kommunalbestyrelsen i Sorø Kommune har trukket årets forhandlinger så længe, det kunne lade sig gøre. Borgmester, Gert Jørgensen (K), havde håbet, at en strid om gadebelysningen i kommunen, som er endt i Østre Landsret, kunne nå at blive afgjort først.

Gert Jørgensen (K), borgmester i Sorø
Læs også
Budget i Sorø forsinket - strid om gadelys kan koste 17 millioner kroner
Gert Jørgensen (K), borgmester i Sorø
Læs også
Budget i Sorø forsinket - strid om gadelys kan koste 17 millioner kroner

Retssagen drejer sig om 17 millioner kroner, som Sorø Kommune og kommunens tidligere leverandør af gadebelysning, elselskabet SEAS-NVE, er raget uklar om. 

Efter planen skulle der falde dom den 7. oktober i år, og det havde borgmesteren vurderet, at man godt kunne udskyde budgetforhandlingerne til.

Grunden, til at borgmesteren ønskede at vente med budgettet til efter retssagen, er, at taber kommunen retssagen, risikerer den at skulle betale op mod 17 millioner kroner til SEAS-NVE., som ellers kunne prioriteres anderledes.

Men nu er domfældelsen i Østre Landsret blevet udskudt til den 21. oktober på grund af sygdom og travlhed. Det kunne Sorø Kommune ikke vente på, så nu er der lavet en budgetaftale med forbehold for sagens udfald.

- Vi har en frist til at indlevere vores budget for Sorø Kommune den 15. oktober. Derfor kunne man vælge at disponere over tingene og lægge det ind i et budget eller reservere det her, så man ikke bagefter skal ud at finde besparelser eller give det videre til en ny kommunalbestyrelse, siger Gert Jørgensen (K) og fortsætter:

- Det synes budgetparterne ikke var rimeligt. Derfor besluttede vi at reservere de 17 millioner kroner.

Pengene er derfor sat af og fordeles, når sagen er afgjort.

- Parterne har valgt ikke at tage nogen risiko, så skulle vi tabe, har vi stadig en økonomi i balance.

Gadebelysning eller cykelstier

De 17 millioner kroner ligger derfor klar, hvis kommunen taber retssagen. Men aftalepartierne har også forberedt sig på et scenarie, hvor kommunen vinder eller ikke skal betale det fulde beløb og derfor vil kunne bruge pengene anderledes.

De har givet hånd på, hvilke emner, der i det tilfælde skal prioriteres. Planen er at fordele det i puljer. En pulje skal gå til cykelstiprojekter, en anden til renovering af fortove og en tredje skal være en forøgelse af en allerede oprettet pulje til padelbaner.

- Vi har jo allerede en cykelstipulje i vores budgetter fremadrettet. Vi har en pulje til fortovsrenoveringer, og vi har også afsat 800.000 til padelbaner. Så hvis vi taber retssagen, er det kun et spørgsmål om, at der ikke bliver det løft, som vi gerne vil prioritere, siger borgmesteren.

- Det her er lidt den ekstra flødeskum, tilføjer han.

Budgetaftalen ventes godkendt, når Budget 2022 andenbehandles i Kommunalbestyrelsen onsdag den 13. oktober.


Nyhedsoverblik