Baneudvidelse for 30 millioner skal give plads til flere tusinde kørekortselever hvert år

Lige siden 2016 har der været behov for mere plads på Kørelærernes Køretekniske Anlæg i Pedersborg ved Sorø. I dag blev det første spadestik taget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En længe ventet udvidelse af det køretekniske anlæg i Sorø tog i dag sin begyndelse.

- Vi har alt for stor efterspørgsel til, at vi har kapacitet nok på anlægget på trods af, at vi kører fra tidlig morgen til aften. Vi kører om lørdagen og på de tidspunkter af året, hvor vi må køre om søndagen, siger Lars Schødt, der er bestyrelsesformand for Kørelærernes Køretekniske Anlæg i Sorø.

Der er med andre ord behov for en anseelig udvidelse af det køretekniske anlæg, hvor Lars Schødt i selskab med Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K) i dag kunne tage det første spadestik.

- Vi har typisk i dag 5.000 kørekortselever – altså ikke efteruddannelse – men kørekortselever, og det vil vi kunne hæve med nogen tusinde (om året, red.). Så det har enormt meget at sige plus, at det med flere baner generer plads til flere efteruddannelseskurser. Så det er rigtig godt, fortæller Lars Schødt.

Udvidelse længe undervejs

Anlægget blev grundlagt i 1985 – dengang blot med en manøvrebane til elever, der skulle prøve at køre bil alene for første gang. Nogle år efter blev anlægget udvidet med køreteknisk anlæg og glatbaner.

Dengang blev anlægget til med kapital fra kørelærerne på Sjælland, der tilsammen skød 300.000 kroner i anlægget foruden et lån på 17 millioner kroner.

Det køretekniske anlæg var i mange år blandt de helt store i landet – men støt stigende efterspørgsel førte i 2016 til, at bestyrelsen lagde planer for den udvidelse, som der i dag blev taget første spadestik til med et samlet budget på 30 millioner kroner.

Læs også
Markant flere ledige tider til køreprøver – nu melder kørelærere om mangel på teoriprøver
Læs også
Markant flere ledige tider til køreprøver – nu melder kørelærere om mangel på teoriprøver

Udvidelsesplanerne har været længe undervejs blandt andet som følge af manglende vilje fra bankerne til at yde det fornødne lån, fortæller Lars Schødt i en beretning om den over fem år lange vej til udvidelsen.

Foruden baneudvidelsen indgår der også en ny bygning i byggeriet med plads til blandt andet moderne lokaler for undervisning.

Anlægget bruges i dag af køreskole elever fra hele Sjælland, ligesom også Politiskolen kører på anlægget med nye politielever hver uge.


Nyhedsoverblik