Markant flere ledige tider til køreprøver – nu melder kørelærere om mangel på teoriprøver

Der er grund til forsigtig optimisme. Kørelærerne her i regionen oplever, at det har givet pote, at Færdselsstyrelsen har overtaget køreprøveområdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Køen for at komme til køreprøve er blevet kortere. Det oplyser Transportministeriet i en meddelelse, lørdag. Fra at 42.700 elever stod i kø til en teori eller praktisk køreprøve 1. oktober sidste år – så står nu omkring 24.500 elever i venteposition.

Udviklingen er sket efter, at Færdselsstyrelsen overtog området fra politiet 1. oktober sidste år, og det begynder man nu også for alvor at kunne mærke blandt kørelærerne.

quote Havde du spurgt mig for en måned siden, havde vi ikke kunnet finde 20 prøver alene i Næstved

Walther Baumgarten Linck, landsdelsrepræsentant, Dansk Kørelærer-Union

- I vores region har vi haft ventetider på tre til fire måneder – men nu er vi nede at have nok køreprøver, siger Walther Baumgarten Linck, der er landsdelsrepræsentant i Dansk Kørelærer-Union for Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm til TV2 ØST.

- Der ligger ledige prøver ude. Tager vi Næstved til eksempel, er der cirka 20 ledige prøvetider frem til den 2. februar. Havde du spurgt mig for en måned siden, havde vi ikke kunnet finde 20 prøver alene i Næstved, tilføjer han.

Walther Baumgarten Linck peger på, at netop vinteren er den tid på året, hvor efterspørgslen på køreprøver er mindst, da der ikke er motorcykelprøver i vinterhalvåret.

- Det gavner på bil-siden, og det er sådan, vi er vant til at se det. Så det bliver spændende at se til april og maj, om det fortsætter med at blive bedre, siger han og tilføjer:

- Men jeg tror, vi er på rette vej.

Mangel på teoriprøver

Ifølge kørelæreren spiller situationen med coronasmitte også en rolle i antallet af ledige prøvetider, da flere på grund af smitte må aflyse deres prøver med kort varsel. Det er dog ikke hele forklaringen, og situationen er blevet bedre, understreger Walther Baumgarten Linck.

VIDEO: Kørelærer Henrik Skyum fortalte i november til TV2 ØST, hvordan han dagligt brugte flere timer på at tale med frustrerede elever, der mangler prøver.

Transportministeriet oplyser, at Færdselsstyrelsen kommer op på at afvikle 9.000 prøver om ugen i de første måneder af i år mod 6.500-7.000, da opgaven lå hos Politiet.

Imens det overordnet ser ud til at gå den rigtige vej, så skal man huske på, at vejen til et kørekort foruden undervisning kræver dels en teori- og dels en praktisk prøve.

- Der, hvor vi omvendt oplever at have brug for flere prøver, er på teori, siger Walther Baumgarten Linck.

Læs også
Lange ventetider på køreprøver: - I går sendte jeg elever til Hirtshals
Læs også
Lange ventetider på køreprøver: - I går sendte jeg elever til Hirtshals

Her oplever eleverne på nuværende tidspunkt at skulle vente op til to måneder på at komme til teoriprøve.

- Og når eleverne skal vente en måned eller to, så begynder de at glemme. Og det er bare sværere at motivere eleverne til at komme til teoretisk undervisning frem for den praktiske undervisning, siger kørelærerrepræsentanten.

Ros til stramninger

Forklaringen på den kortere ventetid til navnlig de praktiske prøver skal også findes i benhård fokusering, tæt samarbejde med kørelærerforeningerne og dataindsamling.

quote Færdselsstyrelsen lægger op til på sigt, at en elev får reserveret en prøvetid

Walther Baumgarten Linck, landsdelsrepræsentant, Dansk Kørelærer-Union

Det siger Brian Paust Nielsen, vicedirektør i Færdselsstyrelsen med ansvar for kørekort i en meddelelse fra Transportministeriet:

- Vi kan fokusere, fordi vi er én styrelse med ansvar på landsplan. Vi kan se, at størstedelen af puklen ligger i København, Nord- og Midtsjælland, så her vil vi se på, hvad vi kan gøre for at lave rejsehold.

- Som myndighed med en landsdækkende opgave skal vi sikre, at ventetiden er ens, uanset hvor man skal have sit kørekort, siger han.

Læs også
Styrelse har på tre måneder barberet stor del af køreprøvepukkel
Læs også
Styrelse har på tre måneder barberet stor del af køreprøvepukkel

Og det billede genkender kørelærer Walther Baumgarten Linck:

- Jeg vil rose de stramninger, som Færdselsstyrelsen har lagt op til, siger han og henviser til, hvad vicedirektør Brian Paust for nyligt har oplyst til kørelærerne i Danmark omkring Færdselsstyrelsens planer:

- Færdselsstyrelsen lægger op til på sigt, at en elev får reserveret en prøvetid til både teori og praktisk køreprøve, når de bliver skrevet ind på køreskolen. Og det, vurderer jeg, er den helt rigtige løsning. Så vil det med at hamstre køreprøver være helt væk, siger Walther Baumgarten Linck.

Opgaveflytningen er en del af politiforliget fra sidste år. Aftalen betyder også, at gebyret for en køreprøve er steget fra 600 til 1000 kroner.


Nyhedsoverblik