Fra hulebyggerlaboratorium til kajakhotel: Lokale projekter får støttekroner

Otte projekter i Midt- og Nordvestsjælland får 2.44 millioner i til at udvikle lokale projekter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Otte lokale aktionsgrupper i Midt- og Nordvestsjælland har fået tildelt tilskudsmidler af den lokale LAG-fond.

Og fællesskaberne, som samlet har fået 2.44 millioner kroner til deres projekter, er meget forskellige. Det spænder fra et hulebyggerlaboratorium for børn og unge til et kajakhotel, som vil bruge støtten på opbevaring af kajakker.

Selvom fællesskaberne er meget forskellige, har det centrale for bestyrelsen i LAG Midt-og Nordvestsjælland været den værdi, som projekterne kunne skabe i lokalsamfundet. En værdi som kan være med at skabe nye arbejdspladser og udvide netværk.

quote Det kan godt være, det lyder lidt langhåret at være hulebygger, men i bund og grund handler det om at inspirere nogle børn

Flemming Engtoft Larsen, formand for LAG Midt-og Nordvestsjælland

- Det vi kigger meget efter er samarbejdsrelationer og udvikling. Det er alfa og omega for os. Vi vil gerne være med til at skabe noget nyt, der kan skabe værdi for lokalsamfundet og få folk til at samarbejde med hinanden, siger Flemming Engtoft Larsen, formand for LAG Midt-og Nordvestsjælland.

Hulebyggerlaboratorium får 400.000 kroner

LAG’er er lokale aktionsgrupper, som har fokus på at skabe udvikling og vækst i lokalsamfundet. Ved ansøgningsfristen i august havde LAG Midt- og Nordvestsjælland modtaget 14 ansøgninger. Otte af dem fandt bestyrelsen særligt værdiskabende, som de nu vil støtte med beløb op til 400.000 kroner per projekt.

En af de projekter, der har fået størst mulig økonomisk støtte, er Hulebygger-laboratoriet i Sorø, som bliver drevet af 10 mennesker.

quote Det er fantastisk, de har støttet os. Det er så nice

Mariella Jensen,  hulebyggerdirektør hos Dansk Hulebyg

- Det er rart og dejligt at få hjælp, fordi det er 100 gange federe, når vi har fået penge, så kommer vi hurtigere til at komme til at stå og bygge med børnene. Med pengene kan vi tage kvalitetsbeslutninger i forhold til materialer, så det bliver et rigtig godt og sikkert sted, siger Mariella Jensen, der er hulebyggerdirektør hos Dansk Hulebyg i Sorø, og tilføjer:

- Så det er fantastisk, de har støttet os. Det er så nice.

Hulebygger-laboratoriet er en slags lejrskole for børn og unge, der er dygtige med deres hænder. Pengene skal gå til en nyindkøbt ejendom, skal renoveres og istandsættes, så børnene og familier har mulighed for at overnatte der.

Fremtid i projektet

Hos LAG Midt- og Nordvestsjælland var hulebyggeriet et af de projekter, som skilte sig ud. Det opfyldte bestyrelsens kriterier i forhold til at styrke lokalsamfundet og inspirere unge mennesker til at bruge deres talent. 

- Med hulebyggerprojektet får man børnene til at lege sig til at være håndværker, og det er noget af det, vi har behov for i fremtiden. Det kan godt være, det lyder lidt langhåret at være hulebygger, men i bund og grund handler det om at inspirere nogle børn til at sige ’vi kan godt bruge vores hænder’, siger Flemming Engtoft Larsen, formand for LAG Midt-og Nordvestsjælland.

LAG-midler til projekter i Midt- og Nordvestsjælland