To tidligere psykiatrihospitaler får nye ejere

Tirsdag besluttede Regionsrådet i Region Sjælland at sælge de to tidligere psykiatrihospitaler i Dianalund og Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To tidligere psykiatrihospitaler i Dianalund og Nykøbing Sjælland får nyt navn på ejerbeviset. Den nuværende ejer, Region Sjælland, besluttede nemlig i går at sælge bygningerne til ejendomsselskabet Freja.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Den samlede købesum er på fire millioner kroner. Med købsaftalen følger en aftale om overskudsdeling, hvis køberen sælger bygningerne videre med overskud i løbet af de næste syv år. 

- Det er ikke en kerneopgave for regionen at udleje fraflyttede sygehusbygninger – de skal sælges. Regionen vil få andel i gevinsten ved et videresalg, uden at bære risikoen for at betale for vedligeholdelsen af tomme bygninger i en længere periode, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk i pressemeddelelsen.

Skal skabe nyt liv

Region Sjælland lejer lige nu dele af begge de gamle psykiatrihospitaler ud til Udlændingestyrelsen, som har to asylcentre på adresserne.

Lejekontrakten på hospitalet i Nykøbing Sjælland løber frem til udgangen af marts 2017, mens Udlændingestyrelsen har hospitalet i Dianalund frem til udgangen af næste år.

Læs mere: Hospital skal være asylcenter

Og handlen skal da også først godkendes i Frejas bestyrelse, før den er endelig.

- Vi er rigtig glade for det konstruktive samarbejde, vi har med Region Sjælland og glæder os til at komme i gang med at skabe nyt liv i de ærværdige bygninger, siger direktør i Freja Ejendomme, Karen Mosbech.

Dog forventer Karen Mosbech, at det kan tage lidt tid at finde de rigtige købere.

De to psykiatrihospitaler blev oprindeligt fraflyttet i forbindelse med åbningen af Psykiatrisygehuset i Slagelse i efteråret 2015.

Læs mere: Borgermøde om asylcenter