Nyhedsoverblik

Teenagere anholdt efter flere påsatte brande

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har anholdt og sigtet to teenagere for flere påsatte brande i Slagelse.

Det oplyser vagtchef Michael Skræddergaard til TV2 ØST. 

Hele fem gange natten til søndag blev politiet og brandvæsenet kaldt til forskellige adresser i Slagelse midtby, hvor der var meldinger om brand i containere.

Det drejer sig om Herrestræde, Frederiksgade, Sct. Petersgade, Løvegade og Sct. Mikkelsgade. 

Brandene var ifølge vagtchefen med stor sandsynlighed påsatte. 

Kort efter blev politiet kaldt ud til en anmeldelse om uro, hvor patruljen mødte en gruppe unge, der løb fra stedet ved synet af politiet.

Det lykkedes dog patruljen at få fat på en 14-årig og en 16-årig, som politiet mistænker for at have været involveret i de påsatte brande. 

De to teenagere blev derfor anholdt og sigtet for ildspåsættelse.