Syvårig frivillig på plejehjem: - Han tager de ældre med storm

Da Slagelse Kommune søgte frivillige til plejehjemmene, så Snorre sit snit til at gøre en forskel. Nu arrangerer han curling hver anden lørdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Otte kampklare beboere sidder lørdag overfor hinanden på plejehjemmet Blomstergården i Slagelse.

- Det er rødt hold, der starter, annoncerer Snorre Emil Johansson Mortensen.

Den første spiller skubber en curlingsten på hjul over gulvet, hvor et curlingmål er sat op imellem holdene.

quote Jeg er virkelig begejstret for, at der er så mange frivillige, der gerne vil give en hånd med

Bente Nørgaard, aktivitetskonsulent, Slagelse Kommune

Hver anden lørdag arrangerer Snorre Emil Johansson Mortensen sammen med sin mor en times curling for plejehjemmets beboere.

Han er syv år og Danmarks måske yngste frivillige medarbejder.

- Snorre fortalte, at han gerne vil lave frivilligt arbejde. Han ville egentligt gerne lave mad til de hjemløse, men da jeg undersøgte, om han kunne lide at lave mad, så var det ikke der, interessen lå, fortæller hans mor, Pia Hjort Johansson.

Til gengæld var han interesseret i spil, og det var der mulighed for på plejehjemmet.

I en time hver anden lørdag arrangerer Snorre Emil Johansson Mortensen curling på plejehjemmet Blomstergården i Slagelse.
I en time hver anden lørdag arrangerer Snorre Emil Johansson Mortensen curling på plejehjemmet Blomstergården i Slagelse. Foto: Jesper Hald TV2 ØST

Snorre Emil Johansson Mortensen er en del af et større projekt om at finde frivillige kræfter til plejecentrene i Slagelse. Den unge spilmester er en af de indtil videre 30 personer, der har meldt sig som frivillig.

Snorre er et hit

Efterlysning efter frivillige kommer på baggrund af besparelser i kommunen, og der er stadig et stort behov. Målet er at have fundet 85 frivillige ved udgangen af 2024.

- Vi har længe gået og været kede af det på grund af besparelserne. Jeg er virkelig begejstret for, at der er så mange frivillige, der gerne vil give en hånd med, siger aktivitetskonsulent i Slagelse Kommune Bente Nørgaard.

Læs også
Store besparelser i Slagelse: - Det er resultatet af en uansvarlig økonomisk politik
Læs også
Store besparelser i Slagelse: - Det er resultatet af en uansvarlig økonomisk politik

På trods af den store aldersforskel mellem Snorre Emil Johansson Mortensen og beboerne på plejehjemmet Blomstergården, er der rigelig mulighed for at nyde samværet.

- Hvis man kan lave noget sammen, så er det det hyggeligste, siger Snorre Emil Johansson Mortensen.

Der bliver delt highfives ud, når curlingkampen er i gang.
Der bliver delt highfives ud, når curlingkampen er i gang. Foto: Jesper Hald TV2 ØST

Også aktivitetskonsulenten Bente Nørgaard mener, at de ældre har fået et stort udbytte af den syvårige spilmester.

- Han tager de ældre med storm. Han går hen og klapper de ældre på ryggen og siger: ‘Hvor er du god i dag. Vi tager lige en highfive’. Han er virkelig en ener, siger hun.


Nyhedsoverblik