Nyhedsoverblik

Standset af politiet og låste sig inde i bilen

Onsdag formiddag standsede færdselspolitiet fra Midt- og Vestsjællands Politi en personbil ført af en 26-årig kvinde fra Skælskør-området.

Kvinden talte i håndholdt mobiltelefon, mens hun kørte, men brugte til gengæld ikke sikkerhedssele. 

Der var ikke længere en gyldig forsikring på bilen. Alle dæk var nedslidte, og der var heller ingen bagrude i bilen. 

Kvinden ville ikke oplyse, hvem hun var og låste sig inde i bilen. 

Det blev derfor nødvendigt at rekvirere en autotransport, der kunne hjælpe med at låse bilen op, så kvinden kunne anholdes og medtages til udtagning af blodprøve. 

I bilen blev fundet to foldeknive, hvorfor hun også blev sigtet for overtrædelse af knivloven.