Skud mod kvinde i Slagelse - vidne turde ikke møde i retten

Onsdag vidnede en ung mand i sagen fra Slagelse, hvor en 23-årig kvinde blev beskudt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det sted jeg kommer fra, det miljø jeg færdes i, der nævner vi ingen navne. 

Den unge mand, der vidner, ser lige frem. Han er ekskæreste og barndomsven til den 24-årige kvinde, der blev forsøgt skudt.

Han holder fast i, at han ikke under nogen omstændigheder vil fortælle i retten, hvem det var hans ex-kæreste udpegede som gerningsmænd ved skyderiet på parkeringspladsen foran Slagelse Sygehus den 18. februar sidste år, ligesom han heller ikke vil fortælle, om han kender den 22-årige, der er tiltalt i sagen.

Bekymret for sin sikkerhed

Vidnet, der er i midten af tyverne, kommer selv fra området omkring Klosterparkvej i Kalundborg. Før dagens retsmøde har han betinget sig, at han kan afgive sin vidneforklaring via video-link, og altså ikke behøver at møde op i Retten i Næstved, da han mener, at det er for usikkert for ham.

Faktisk er hans egen sikkerhed et emne, han vender tilbage til igen og igen. 

quote Det sted jeg kommer fra, det miljø jeg færdes i, der nævner vi ingen navne. 

Vidne og ven til kvinde, der blev skudt imod

- Jeg har flyttet rundt mellem Ringsted, Slagelse og Kalundborg. Nogle gange kører jeg i min egen bil, noge gange i min venindes, der er mere anonym. Vi kan ikke gå ud at spise sammen, for så blotter vi os. Det drejer sig om min egen sikkerhed, forklarer han via videolinket. 

Ligesom en bandekonflikt

Ifølge vidnet bunder skyderiet på parkeringspladsen ved Slagelse Sygehus i en konflikt, der verserer i området omkring Klosterparkvej. 

- Det her er en konflikt, der er igangværende - det er ligesom en bandekonflikt - og i det miljø taler vi ikke om, hvad der sker, sagde han, til trods for at både forsvarerne og anklageren, godt hjulpet af retsformanden, ihærdigt forsøgte at få ham til at svare på de spørgsmål, de havde. 

Artiklen fortsætter under billederne:

Den 23-årige kvinde blev beskudt af maskerede mænd ved Slagelse sygehus i februar 2019. 
Den 23-årige kvinde blev beskudt af maskerede mænd ved Slagelse sygehus i februar 2019.  Foto: Michael Nordborg

Onsdagens vidne har muligvis en central rolle i sagen. Da to maskerede mænd for et år siden skød efter en bil på parkeringspladen på Ingemannsvej i Slagelse, var det hans bil, de skød efter. At bilen blev ført af hans dengang 23-årige veninde var en tilfældighed. 

- Jeg lånte den bare, fordi min egen var tom for benzin. Jeg havde ikke ret mange penge, og derfor fik jeg lov til at låne min vens, fortalte kvinden i Retten i Næstved tirsdag. 

Da kvinden flygtede fra parkeringspladsen, ramt hun ind i den hvide bil, der stod i nærheden.
Da kvinden flygtede fra parkeringspladsen, ramt hun ind i den hvide bil, der stod i nærheden. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Fandt fingeraftryk på GPS-tracker

På bilen, en Seat Altea, fandt politiets teknikere efter skyderiet en GPS-tracker, som de efterfølgende har kunnet spore til en elektronikbutik i Glostrup. En af de tiltalte, en 19-årig mand, har i retten erkendt, at det var ham, der købte GPS-trackeren, ligesom politiet også har fundet hans fingeraftryk på den. Han afviser dog, at han vidste at den skulle bruges ved skyderiet. 

- Hør lige her, jeg er jo ikke dum. Jeg købte den for en ven. Jeg var nysgerrig og så lidt på den. Så afleverede jeg den. Hvis jeg havde vidst, at den skulle bruges til noget kriminelt, ville jeg aldrig have rørt ved den med fingrene, fortalte han, da han tirsdag afgav forklaring i retten. 

Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt
Læs også
Anklager: GPS skjult på bil inden ung kvinde blev beskudt

Alle tre tiltalte i sagen nægter sig skyldige. Men netop den 19-årige er særligt interessant, fordi der imodsætning til de to øvrige tiltalte ikke er nogen vidner, der har udpeget ham som gerningsmand.

Den unge kvinde, der kørte bilen, der blev skudt mod, har udpeget de to tiltalte på 20 og 22 år som de mænd, der skød efter hende på parkeringspladsen. Men endnu har ingen vidner placeret den 19-årige mand i Slagelse. Anklagemyndigheden mener dog, at det var ham, der var chauffør ved skyderiet. 

Politiet var talstærkt tilstede efter skyderiet i februar 2019.

Giver billeder alibi?

Den 19-åriges hustru vidnede ligeledes i dag i Retten i Næstved. Det gjorde hun, fordi hun efter at hendes mand blev anholdt og varetægtsfængslet i juni sidste år, har fremsendt billeder til politiet, der skulle vise, at både hun og hendes mand var hjemme i parrets lejlighed ikke ret lang tid efter skyderiet i Slagelse.

Kvinden forklarede i retten onsdag, at hun, efter et besøg hos sin varetægtsfængslede mand, havde kigget sin kamerarulle på telefonen igennem.

Hendes mand havde under besøget opfordret hende til undersøge, om hun havde taget billeder af ham den 18. februar sidste år omkring gerningstidspunktet. Ifølge kvinden fandt hun både et billede på Snapchat og et på hendes Instagramprofil. Der er både et billede af den 19-årige, der ligger i sengen, og et, hvor man kan se, at parret ser film, det er lagt op kort efter, at skuddene faldt i Slagelse. 

quote Hvis jeg havde vidst, at den skulle bruges til noget kriminelt, ville jeg aldrig have rørt ved den med fingrene. 

19-årig tiltalt

Ved du, hvordan man kan manipulere med billeder, så det ser ud til, at de er taget eller lagt op på et andet tidspunkt end tilfældet er?, spurgte Christian Bjerrehuus, der er forsvarer for den 19-årige. 

- Nej, det ved jeg ingenting om, det eneste, jeg kan finde ud af, er at lægge et filter på billedet, så man ser bedre ud, eller får nogle sjove ører, ellers ved jeg ingenting om teknik, sagde kvinden i retten. 

Politiets tekniker, der også vidnede onsdag, mener derimod, at billedet er manipuleret. I retten forklarede han, hvordan man ved at bruge to mobiltelefoner kan få det til at se ud, som om et billede er taget og lagt på for eksempel den 18. februar - selvom billedet er taget langt senere. 

- Jeg tror, at billedet her er optaget den 28. juni. Man kan ændre tidsindstillingen. Der er også forskellige fotoredigeringsapps, man kan gøre det med. Min umiddelbare tanke er, at man har ændret på telefonens tidsindstilling for at få det til at passe, sagde politiets tekniker i Retten i Næstved onsdag. 

Retssagen fortsætter tirsdag den 25 februar. Det forventes, at der afsiges dom den. 28 februar. 


Nyhedsoverblik