Rådgivningsfirma har aldrig set den gamle storebæltsfærge - borgmester føler sig fejlinformeret

Politikerne i Slagelse lænede sig op ad den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras, inden de besluttede at købe den gamle storebæltsfærge. Men Niras var aldrig ude at bese færgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er helt nyt for mig, at det er tilfældet. Jeg har hele tiden haft den opfattelse, at rapporten var baseret på, at Niras havde set færgen og baseret sine vurderinger på det, forklarer borgmester Knud Vincents (V).

Borgmesteren er langt fra tilfreds.

Årsagen er en gammel og dyr storebæltsfærge og et notat fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras fra august 2019. Borgmesteren regnede med, at Niras faktisk havde set den færge, som ingeniørvirksomheden beskriver i den 11 sider lange rapport om landsætningen af M/F Broen.

- Når man ser en rapport af den her karakter, så har man da en forventning om, at der er nogen, der har været fysisk tilstede på færgen i forbindelse med tilblivelsen, siger borgmester Knud Vincents.

quote Det er på det tidspunkt meget rystende for mig at se, at der vokser ukrudt og andet på skibet

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

I notatet med titlen ”Landsætning af M/F Broen – Priside for landsætning af M/F Broen” fra august 2019 fra Niras står der blandt andet:

”Det vides, at skrogets maling er blevet vedligeholdt, og det formodes, at der ikke er sket væsentlig tæring, hvorfor godstykkelserne forventes at være tilnærmelsesvis som de fremgår af tegningerne. Såfremt maling er intakt, vurderes skroget minimum at have den ønskede levetid på 50 år i lejet.”

Knud Vincents vurderer, at notatet har været medvirkende till at betrygge politikerne inden købet af færgen.

- Vi var nogen, der var skeptiske. Men jeg kan også huske, at der generelt var en meget stor begejstring over for det her projekt, husker Knud Vincents.

Vokser ukrudt og buske på skibssiden

Planerne om at købe og indrette den gamle færge til en såkaldt kulturfærge fik opbakning fra et enigt byråd. Også tidligere borgmester John Dyrby Paulsen (S) lagde vægt på ordene fra Niras.

- Vi har fået en indikation på, at færgen holder i 50 år, måske også 75 eller 100 år, fordi færgen er bygget som en isbryder. Stålet er meget kraftigt, sagde John Dyrby Paulsen, da TV2 ØST talte med ham i slutningen af februar.

Nu oplyser Niras altså til TV2 ØST, at virksomheden aldrig besigtigede færgen M/F Broen, mens den lå i Grenå Havn.

Men kommunen har selv taget billeder af den, der viser en stærkt nedslidt færge, hvor der vokser ukrudt og buske ud fra skibssiden.

- Første gang, jeg ser de billeder, er i december 2021, da byrådet skal give en ekstrabevilling på over tre millioner kroner til projektet. Det er på det tidspunkt meget rystende for mig at se, at der vokser ukrudt og andet på skibet, fortæller Knud Vincents.

Her kan man se, at der vokser ukrudt ud af færgen.
Her kan man se, at der vokser ukrudt ud af færgen. Foto: Slagelse Kommune

Da TV2 ØST for kort tid siden viste de samme billeder til skibsingeniør hans Otte Kristensen var hans dom klar.

- Når man begynder at se træer og ukrudt vokse på et skib, så er det langt inde i nedbrydelsesprocessen, vurderede han.

Hvilken opgave fik Niras?

Hans Otto Kristensen er en af Danmarks førende specialister i skibs- og søfart. Han har konstrueret en række færger, fartøjer til flåden, og han har tidligere været leder af det maritime center på Danmarks Tekniske Universitet.

Knud Vincents undrer sig over, at Niras kan skrive, at skrogets maling var vedligeholdt uden at have set færgen.

- Jeg synes, det ser mærkeligt ud. Men jeg er samtidig usikker på, hvilken opgave Niras egentlig har fået af kommunen, siger han.

Faktisk var færgens tilstand så dårlig, da kommunen købte den, at den blev malet for 430.000 kroner, så den så ordentlig ud, inden den blev slæbt til Halsskov Havn i august 2020, hvor den blev modtaget af tilskuere og garden, der spillede op til fest.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra søndag den 13. marts om M/F Broen, som deler meningerne. For er det et sminket lig eller en kommende turistattraktion?

Er det et sminket lig eller en kommende stor turistattraktion? Meningerne er delte. Den gamle Storebæltsfærge M/F Broen har nu ligget i halvandet år i Halsskov Færgehavn. Offentligheden har stadig ikke adgang. Regningen er blevet langt større end ventet. Og en af Danmarks førende skibsfarteksperter kalder det et fejlkøb.

Det var altså et år efter, at Niras havde skrevet i notatet: ”Det vides, at skrogets maling er blevet vedligeholdt."

Niras ønsker ikke at stille op til et interview. Men ingeniørvirksomheden skriver nu i en mail til TV2 ØST, at den slet ikke har vurderet færgens tilstand:

”NIRAS har udarbejdet et notat, der skulle tilvejebringe en indledende prisidé. Niras har ikke udarbejdet en tilstandsvurdering af M/F Broen.

Dette var præmissen for vores notat og en klar aftale med Slagelse Kommune. Derfor kan man ikke tage enkelte udsagn ud af notatets kontekst og med dem tage Niras til indtægt for en tilstandsvurdering, for sådan én har vi som bekendt ikke lavet.”

Står inde for udtalelse

TV2 ØST har også bedt Niras forklare, hvordan virksomheden kan skrive, ”Det vides, at skrogets maling er blevet vedligeholdt”, når kommunen efterfølgende måtte bruge flere hundrede tusinde kroner på at male færgen.

Niras skriver blandt andet:

”Niras står inde for denne udtalelse på baggrund af de oplyste og fremsøgte forudsætninger.

Dette skyldes det forhold, at skroget er oplyst nymalet, se punkt 1 i notatet, hvilket i sig selv forhindrer korrosion…”.

quote Vi har ikke mange millioner at putte i den færge nu

Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

Skibsingeniør Hans Otto Christensen har et helt andet billede af skibet:

- På billederne kan man se, at dækket er godt råddent. Vandet trænger stille og roligt ned mellem plankerne. Og nedenunder har du alletiders betingelser for en skjult korrosion (nedbrydning af metaller ved luftens eller vands påvirkning, red.). I løbet af kort tid vil det dæk korroderer op. Nedbrydningen er total, sagde han, da vi talte med ham i februar.

Hans Otto Kristensen anslår, at det vil koste tre til seks millioner kroner årligt bare at holde færgen varm og vedligeholde den, så den ikke ruster væk. Det har kommunen ikke råd til, fastslår borgmesteren.

Har allerede brugt over 17 millioner kroner

Halvandet år efter, færgen blev lagt ind i færgeleje 2 i Halsskov, er der stadig ikke adgang for offentligheden. Og det kommer der nok ikke til at være foreløbig.

- Nu skal vi have fundet ud af, hvad vi kan med den færge. Det kan godt ske, at vi må køre på et minimumsniveau i nogle år, hvor vi bare lader den være, indtil vi sammen med borgerne og andre finder ud af, hvad man kan. Vi har ikke mange millioner at putte i den færge nu, fastslår borgmesteren.

Læs også
Drøm om færgemuseum kan blive økonomisk mareridt
Læs også
Drøm om færgemuseum kan blive økonomisk mareridt

Men nu vil Knud Vincents til bunds i sagen. Han forestiller sig, at en ekspert udefra kan hjælpe kommunen med færgen fra 1952.

- Jeg tror, at det vil ganske fornuftigt at få en vurdering af, hvad det bedste er, vi kan gøre. Også hvis vi vil lade den stå hen midlertidigt, til vi har en plan for færgen, lyder det fra borgmesteren.

Slagelse Kommune har allerede brugt 17,4 millioner kroner på købet og ilandsætningen af M/F Broen i havnen. Det er langt mere end oprindelig planlagt.

TV2 ØST har bedt om at se aftalen mellem Niras og Slagelse Kommune i forbindelse med tilblivelsen af notatet. Men kommunen er ikke i stand til at finde en kontrakt, en aftale eller andet, der fortæller, hvilken opgave kommunen har bestilt ingeniørvirksomheden til at løse – altså for eksempel om kommunen har bedt om en tilstandsrapport.

Kommunen kan heller ikke oplyse, hvor meget det 11 sidder lange notat fra Niras har kostet. Niras har løst flere rådgivningsopgaver i forbindelse med M/F Broen og Halsskov Havn, og der er en samlet regning uden specifikationer på, hvor meget tilblivelsen af notatet har kostet, forklarer kommunen til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik