Politikere i hed debat om betændt miljøsag

Byrådet i Slagelse Kommune diskuterede her til aften overdragelsen af spildevandssagen til Miljøstyrelsen. Imens må havmiljøet vente.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kampen om havmiljøet ved Agersø Sund fortsætter. Her til aften diskuterede byrådet i Slagelse Kommune, hvorvidt miljøgodkendelsen og sagen om Nordens største rensningsanlæg til industrispildevand, RGS Nordic på Stigsnæs, fremover skal overgå til Miljøstyrelsen.

- Skibet sejler med affald fra olieindustrien i aften, indleder Anne Bjergvang (S), medlem af Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.

- Lad os nu sammen i enighed sige, at vi ikke ønsker en blandingszone.

Forvaltningen lægger mandag aften op til fremover at overdrage sagen om RGS Nordic til Miljøstyrelsen.

- Vi synes, det er langt det klogeste, at sagen ligger i Miljøstyrelsen. Det er ikke Slagelse Kommune, der har ansvaret for overvågning af havmiljøet. Vores lille miljøafdeling er en lille sårbar enhed – der er en anden tyngde i Miljøstyrelsen. Til glæde for alle parter – også miljøet – har den her sag bedst af at ligge i Miljøstyrelsen, lyder det fra Jørgen Grüner (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget.

Han får opbakning fra byrådsmedlem Thomas Vesth fra Liberal Alliance:

- Alene af ressource-årsager ville det være smart at følge henstillingen om, at den overgår til Miljøstyrelsen. Den her sag har sejlet rundt i systemet. Vi stemmer for, at sagen ryger til Miljøstyrelsen hurtigst muligt.

På den anden side af bordet står blandt andre Dansk Folkeparti.

- Jeg er af den overbevisning, at vi selv bør rode videre med det og stille nogle krav, når vi sender det videre. Min bekymring går på, at man ikke vil tage hånd om det i morgen, hvis vi sender det her videre, siger byrådsmedlem Henrik Brodersen (DF).

Tvivl om miljøgodkendelse 

Slagelse Kommunes politikere var oprindeligt på nippet til at udstede en ny, revideret miljøgodkendelse til virksomheden RGS Nordic ved Stigsnæs, der ville vanskeliggøre udledningen af farligt industrispildevand. Men i sidste øjeblik fandt juristerne ud af, at Slagelse Kommune nok ikke var den rette myndighed til at behandle miljøgodkendelsen. 

Læs også
Ny udvikling - kommune skubber betændt sag om forurenet spildevand fra sig
Læs også
Ny udvikling - kommune skubber betændt sag om forurenet spildevand fra sig

Slagelse Kommune fik et advokatfirma til at undersøge, om RGS Nordic var placeret korrekt på listepunkterne i godkendelsesbekendtgørelsen. Dette havde nemlig betydning for, hvem der var den rette myndighed til at behandle miljøgodkendelsen. Konklusionen fra advokatfirmaet var, at RGS Nordic ikke var listet korrekt, og at Miljøstyrelsen nu skulle overtage opgaven.

Anlægget ved Stigsnæs er det eneste af sin slags i Danmark, og der har derfor ikke tidligere været nogen tradition for, at det var Miljøstyrelsen og ikke Slagelse Kommune, der skulle stå for miljøgodkendelsen. 

Miljøgodkendelse fanget mellem myndigheder

I flere år har miljøsagen om import og rensning af farligt industrispildevand fra særligt Norge skabt røre blandt lokale foreninger, borgere og politikere. 

Sagen handler for det første om virksomhedens miljøgodkendelse, der fastsætter udledningen af stoffer til havmiljøet. For det andet handler den om reglerne for import af farligt industrispildevand. 

Læs også
Forstå sagen om RGS Nordic og opgøret om spildevandet fra Norge
Læs også
Forstå sagen om RGS Nordic og opgøret om spildevandet fra Norge

Den sjette marts i år måtte Miljøminister Magnus Heunicke (S) mødes med Slagelse Kommune, hvorefter Miljøstyrelsens vejledning om brugen af såkaldte blandingszoner blev suspenderet. Alligevel ser det nu ud til, at det bliver Miljøstyrelsen, der i fremtiden skal stå med ansvaret for spildevandssagen ved Stigsnæs og virksomhedens miljøgodkendelse. 

Blandingszone eller ej?

Blandingszoner er områder i havet omkring spildevandets udledning, der tillader, at RGS Nordic må lede større mængder af stoffer ud i et bestemt havområde, end miljøgodkendelsen umiddelbart tillader. Når stofferne bliver ledt ud i havet, bliver de fortyndet. Med blandingszoner skal udledningen først overholde miljøkvalitetskravene uden for zonen. 

RGS Nordic har tidligere udtalt i et skriftligt svar, at de er afhængige af at have en blandingszone for at kunne fortsætte importen og rensningen af det importerede industrispildevand.

Læs også
RGS Nordic reagerer på afgørelse: - Det er en de facto lukning
Læs også
RGS Nordic reagerer på afgørelse: - Det er en de facto lukning

Ved dagsordenen for byrådsmødet her til aften blev der lagt op til, at politikerne skulle forholde sig til, om de ønskede en blandingszone eller ej. Ligeledes blev det heftigt diskuteret, hvorvidt sagen om miljøgodkendelsen skulle overgå til Miljøstyrelsen.

Sidstnævnte forslag blev vedtaget. Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod og bemærkede, at sagen trækker i langdrag til stor skade for havmiljøet. Socialdemokratiet havde ønsket at fremme sagen ved at færdiggøre miljøgodkendelsen uden blandingszone i Slagelse Kommune.



Nyhedsoverblik