Opgøret om RGS Nordic er afgjort - Miljøstyrelsen overtager sagsbehandling

Slagelse Kommune overdrager miljøgodkendelse og tilsyn med industrianlægget RGS Nordic til Miljøstyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Miljøstyrelsen skal fremover stå for miljøgodkendelser og tilsyn med industrirenseanlægget RGS Nordic i Skælskør.

Styrelsen overtager dermed sagsbehandlingen fra Slagelse Kommune, der hidtil har stået for at udstede miljøgodkendelsen og føre tilsyn med virksomheden.

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Miljøgodkendelsen til RGS Nordic har givet anledning til en større hovedpine for politikerne i Slagelse Kommune.

Kommunen mener nemlig, at sagsbehandlingen af RGS Nordic fejlagtigt har været placeret hos dem, da den i virkeligheden burde høre under Miljøstyrelsen.

Læs også
Forstå sagen om RGS Nordic og opgøret om spildevandet fra Norge
Læs også
Forstå sagen om RGS Nordic og opgøret om spildevandet fra Norge

Det vurderede Slagelse Kommune den 24. maj ud fra argumentet om, at RGS Nordic må anses for særligt miljøbelastende. Dermed bør RGS Nordic være omfattet af den del af godkendelsesbekendtgørelsen, der fastslår, at virksomheden hører under Miljøstyrelsen. 

Dét argument præsenterede Slagelse Kommune for Miljøstyrelsen, der nu har givet kommunen ret i, at det er Miljøstyrelsen, der skal være godkendelses- og tilsynsmyndighed for RGS Nordic.

- Det, synes vi, er rigtig godt, for det har vi jo arbejdet for længe. Så det er rigtig positivt, at de (Miljøstyrelsen, red.) nu er med på det, siger Jørgen Grüner (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.

Udvalgsformand: - Det er bedst for alle parter

RGS Nordic i Skælskør importerer og behandler spildevand fra flere europæiske lande - blandt andet olieprodukter fra Norge, hvor RGS Nordic udvinder omkring 3,5 procent af olien fra spildevandet. Det kalder virksomheden for nyttiggørelse, og derfor har de tidligere kunne fortsætte importen, der ellers ville have været ulovlig, hvis spildevandet var til såkaldt bortskaffelse.

Formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Grüner (SF), mener, at det er helt rigtigt, at sagsbehandlingen for RGS Nordic nu lander hos Miljøstyrelsen.
Formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Grüner (SF), mener, at det er helt rigtigt, at sagsbehandlingen for RGS Nordic nu lander hos Miljøstyrelsen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Indtil nu har Slagelse Kommune haft opgaven med at give miljøgodkendelse til virksomheden, og det har skabt uklarheder om, hvad der må godkendes af Slagelse Kommune, uden at det strider mod EU’s regler på området.

- Så det er godt for hele sagsbehandlingen, at man får de rette myndigheder til at tage sig af sagen. Vi har for eksempel ikke de rette EU-kompetencer ansat hos os, og det betyder, at vi hele tiden skulle ud og bruge eksterne konsulenter på det. Så det er bedre for alle parter, at sagen ligger i Miljøstyrelsen, som er i stand til at vurdere de her ting grundigt, fortæller Jørgen Grüner.

Godkendelsen trækker ud

Jørgen Grüner har tidligere udtrykt, at han var ærgerlig over, at sagen ikke kunne gøres færdig i kommunen, da han helst ville have afleveret en færdig sag – også fordi RGS Nordic skulle have haft en ny miljøgodkendelse i august 2022.

Med overdragelsen til Miljøstyrelsen kommer RGS Nordic til at vente endnu længere på en miljøgodkendelse.

- Det er naturligt, at Miljøstyrelsen skal have lov at se på sagen og sætte sig grundigt ind i tingene, før de færdiggør miljøgodkendelsen, siger han og uddyber:

- Da muligheden opstod for at kunne overdrage det til Miljøstyrelsen, kunne vi ikke sige, at vi ville gøre det færdigt. Der var vi nødt til at gribe muligheden, for det er det mest rigtige.

Læs også
RGS Nordic reagerer på afgørelse: - Det er en de facto lukning
Læs også
RGS Nordic reagerer på afgørelse: - Det er en de facto lukning

Miljøstyrelsen og Slagelse Kommune har aftalt, at overdragelsen af oplysninger og dokumenter i sagen skal påbegyndes i løbet af august, og sagen skal være overtaget af Miljøstyrelsen per 15. september 2023.

- Virksomhedens miljøgodkendelse forestår en snarlig revision, hvor Miljøstyrelsen vil sikre, at anlægget drives i overensstemmelse med bedste tilgængelige teknik og de gældende regler på området, skriver Miljøstyrelsen i pressemeddelelsen.

Læs også
Ny udvikling - kommune skubber betændt sag om forurenet spildevand fra sig
Læs også
Ny udvikling - kommune skubber betændt sag om forurenet spildevand fra sig

Miljøstyrelsen vurderer, at det vil tage cirka et år fra den 15. september 2023, før styrelsen er klar med en revurdering af miljøgodkendelsen til RGS Nordic.

- Miljøstyrelsen vil tilstræbe så kort sagsbehandlingstid som muligt, skriver de.

Miljøstyrelsen har vurderet behandlingstiden ud fra den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på området.


Nyhedsoverblik