Minister vil se på regler om kalkunfarme

Ministeren er åben overfor at se på reglerne om placeringen af kalkunfarme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det tyske selskab Apm Danmark A/S, der er Danmarks største kalkunavler, er de seneste uger blevet ramt af fugleinfluenza på fire af deres kalkunfarme, der ligger på Midt- og Vestsjælland. 

Siden den 6. marts 2021 har de måttet aflive kalkuner 12 gange. Det viser en aktindsigt fra Fødevarestyrelsen, som TV2 ØST er i besiddelse af.

quote Fødevarestyrelsen vurderer ugentligt på risikoen for fugleinfluenza, og det er ekstraordinært det, der foregår i øjeblikket

Jacob Jensen (V), minister for landbrug, fødevarer og fiskeri.

De mange udbrud har fået fugleorganisationer til at kræve handling, og tirsdag aften stillede Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, op til interview hos TV2 ØST for at svare på spørgsmål om netop udbruddet af fugleinfluenza på Sydvestsjælland.

- Fødevarestyrelsen vurderer ugentligt på risikoen for fugleinfluenza, og det er ekstraordinært det, der foregår i øjeblikket, siger ministeren.

- Det er en smitsom sygdom, og derfor er Fødevarestyrelsen selvfølgelig også på pletten, siger Jacob Jensen.

Sådan så det ud for nyligt, da flere tusind kalkuner skulle aflives i Skælskør. Arkivvideo.

Koster mange millioner

Men hver gang Fødevarestyrelsen er på pletten og afliver kalkuner, koster det penge.

Fra 2021 til og med 2023 har det kostet den danske stat 137 millioner kroner at håndtere udbrud af fugleinfluenza på kalkunfarme.

66 millioner kroner er brugt på rengøring, mens 58 millioner kroner er gået til at udbetale erstatninger for dyrene og driftstabet.

Og cirka 13 millioner kroner er gået til aflivning, destruktion og bortkørsel af kalkunerne.

Læs også
Aflivning af kalkuner koster skatteborgere 137 millioner kroner
Læs også
Aflivning af kalkuner koster skatteborgere 137 millioner kroner

- Det koster penge, og det skal vi selvfølgelig som myndighed hele tiden være opmærksom på, hvordan vi får mest for de penge, som vi som skatteborgere betaler, siger Jacob Jensen, der understreger, at sådan er reglerne, når det kommer til smitsom sygdom i dyrebesætninger.

- Det gælder for alle andre områder, at hvis der kommer en situation, hvor vi som myndighed kommer ud og slår en besætning ned, så har man selvfølgelig krav på erstatning, siger ministeren.

- Det ændrer ikke på, at det er mange penge, og det skal vi selvfølgelig også være opmærksomme på, siger han.

Vil se på reglerne

Fødevarestyrelsen kan endnu ikke konkludere om de nylige udbrud på Sydvestsjælland skyldes smitte fra vilde fugle, eller at Apm Danmarks personale har båret smitten fra farm til farm.

Men ifølge styrelsen kan farmenes placering være årsagen til, at man ser mange udbrud med fugleinfluenza.

- Det er en trækfuglerute, som de ligger uheldigt på, siger Bente Holst, der er veterinærchef i Fødevarestyrelsen.

Og netop den oplysning hæfter fødevareministeren sig ved.

- Nu er jeg ikke ornitolog, men det vil jeg selvfølgelig gerne høre nærmere om, hvordan man i givefald kan definere, hvor der er en særlig risikozone i forhold til, at man kan få den her risiko bragt ned, siger han.

Læs også
Uffe frygter for sine papegøjer - bor ved smittet kalkunfarm
Læs også
Uffe frygter for sine papegøjer - bor ved smittet kalkunfarm

Men om det kræver, at man decideret flytter farmene andre steder hen, kan han ikke konkludere.

- Oven på denne særlige situation, vi har nu, tænker jeg, at jeg skal tage en snak med dem, der har særligt forstand på, hvor trækfugleruterne er, siger ministeren.

Han kan dog ikke endnu svare på, om der rent faktisk er mulighed for at lave om på reglerne for placering af kalkunfarme.

- Jeg vil ikke sige på stående fod, om der kan laves regler for det, men jeg synes, det er klogt at tænke i, hvor man lægger den slags virksomheder, hvis der er en særlig risiko for, at der kommer til at blive smittet, siger han.

Forpligtet til at betale

På spørgsmålet om, hvorvidt danskerne fortsat skal blive ved med at betale regningen for de mange aflivede kalkuner, svarer ministeren, at myndighederne er forpligtet til det, som reglerne er nu.

- Så længe reglerne giver mulighed for at holde kalkuner, ænder eller alt muligt andet fjerkræ, så er vi også forpligtede til at yde den erstatning, der skal til, hvis man som myndighed kommer ud og vurderer; her er der et udbrud, og det skal vi have slået ned, siger han.

Læs også
Hvad er fugleinfluenza? Og hvordan smitter det?
Læs også
Hvad er fugleinfluenza? Og hvordan smitter det?

- Man skal selvfølgelig også have den erstatning, man har krav på, og derfor synes jeg også, at det er klogt, at man hele tiden vurderer, hvor det er, man har de farme, og det er der selvfølgelig regler for, og det vil jeg selvfølgelig gerne tage op, siger Jacob Jensen.

TV2 ØST har gennem flere dage forsøgt at få en kommentar fra Apm Danmark A/S. Det er dog ikke lykkedes.


Nyhedsoverblik