Der er kraftig blæst i store dele af landet onsdag, og det giver problemer for trafikken.
Der er indført et forbud mod at køre med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen. Forbuddet forventes først ophævet torsdag morgen klokken 05.30.
Det skriver Storebæltsbroen på sin hjemmeside. På Vejlefjordbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af vinden, men her er der ikke tale om et forbud.
- Vinden forventes at aftage i løbet af fredagen, skriver Vejdirektoratet i forbindelse med et varsel om vinden på broen.
De vindfølsomme køretøjer forbydes på Storebæltsbroen, når det blæser mere end 15 meter i sekundet. Forbuddet indføres for at mindske risikoen for uheld, som kan spærre for trafikken.
Kan vare til fredag morgen
Vindfølsomme køretøjer er blandt andet trailere, anhængere og campingvogne samt tomme eller lette lastbiltrailere med en samlet vægt under ti ton.
Det kan være, at de forbydes at køre over Storebæltsbroen frem til fredag morgen, hvis blæsevejret fortsætter, skriver Storebæltsbroen på sin hjemmeside tirsdag eftermiddag.
Det er stadig muligt at køre over Øresundsbroen, der forbinder Danmark og Sverige. Her er ingen varsler eller forbud meldt ud.