Kunder hos energiselskab samler underskrifter i protest: - Det skal ikke gå ud over os

Kunder hos SK Forsyning har indsamlet underskrifter, fordi de er utilfredse med, at energiselskabet har suspenderet deres fastprisaftale på el.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kunder hos SK Forsyning har mod forventningen fået opsagt deres fastprisaftale. Derfor har flere af dem nu sat sin underskrift i håbet om at få deres suspenderede fastprisaftale tilbage.

”SK Energi skal ikke snyde deres fastpriskunder”, hedder underskriftindsamlingen, som indtil videre er underskrevet af knap 50 personer.

Det er ren fantasi fra SK Energi, når de påstår, at de lovligt kan suspendere danske familiers fastprisaftaler på el, inden aftaleperiodens udløb. Det vil vi ikke finde os i, og derfor skriver vi under for at vise vores utilfredshed og for at lægge pres på energiselskabet.

SK Energi er et lokalt el- og gasselskab under SK Forsyning.

De 50 underskrivere er stort set alle lokale kunder fra Slagelse og Korsør.

- SK Energi skal ikke have lov til at rende fra deres ansvar med en signeret og bindende kontrakt, skriver Frank Zinn Lykke Pedersen fra Korsør

Og flere andre kunder istemmer:

- Jeg er blevet lovet en fastpris. Det var derfor, jeg skiftede selskab, skriver Finn Larsen fra Korsør.

FASTPRISAFTALE

En fastprisaftale låser prisen på el eller gas fast i en længere periode. Prisen er oftest lidt dyrere end ved en variabel prisaftale, men fungerer samtidig som et værn mod uventede prisstigninger.

Ifølge SK Energis leveringsbestemmelser må selskabet godt ændre i kontraktbetingelserne og dermed også prisberegningen, så længe det varsles tre måneder i forvejen.

Derfor vil suspenderingen for privatkunder først træde i kraft den 15. november. For erhvervskunder er varslingen dog kun 14 dage, hvilket gør, at disse aftaler blev suspenderet i starten af august.

Hvis markedssituationen normaliseres, vil fastpriskunder blive tilbudt at genindtræde i fastprisaftalerne.

Kilde: Bolius og SK Energi.

Energiselskab suspenderer alle fastprisaftaler

SK Energi har varslet over for deres kunder, at de til november suspenderer alle kunders fastprisaftaler grundet de store prisstigninger på naturgas, der lige nu mærkes rundt omkring i Europa. Dermed bliver kunder fremadrettet afregnet efter markedspriserne.

Spar på energien PLAY
Læs også
Energiselskab suspenderer alle fastprisaftaler
Spar på energien PLAY
Læs også
Energiselskab suspenderer alle fastprisaftaler

Det sker på trods af, at kunderne ellers er blevet lovet det stik modsatte.

“Du behøver ikke at bekymre dig om udsving på energimarkedet, for du er sikret besparelser, når prisen stiger.”

Sådan lød den lokkende tekst fra SK Energi, da kunderne i foråret underskrev en fastprisaftale med energiselskabet på både gas og el.

Alligevel har forsyningsselskabet følt sig nødsaget til at suspendere fastprisaftalerne. En beslutning der rammer omkring 3.000 kunder.

Årsagen er, at Rusland begrænser sine forsyninger af naturgas til Europa, og da Europa er afhængig af den russiske gas, medfører det store prisstigninger på både el og gas. Derfor må kunder med nu tidligere fastprisaftaler også forvente, at deres regninger bliver dyrere.

- Meningen med en fastprisaftale er selvfølgelig, at man gerne vil have sikkerhed for sin pris, og under normale omstændigheder vil vi selvfølgelig også efterleve det – det har vi gjort frem til nu. Men det, der også bare er sket her hen over sommerferien, er helt exceptionelt, har administrerende direktør Henrik Birch tidligere forklaret til TV2 ØST.

Administrerende direktør i SK Energi, Henrik Birch, mener, at energiselskabet står i en exceptionel situation.
Administrerende direktør i SK Energi, Henrik Birch, mener, at energiselskabet står i en exceptionel situation. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST


Kunde: - Det er jo ikke min skyld

En af de kunder, der har skrevet under på underskriftindsamlingen mod SK Forsyning og er stærkt utilfreds med at få suspenderet sin aftale, er Tim Phister fra Korsør.

- Jeg har jo en fastprisaftale, som de opsiger. Så fordi det går lidt skidt med dem, skal det gå udover os. Det er jo ikke min skyld, at gaspriserne stiger. Jeg har lavet en fast aftale for flere år siden, siger Tim Phister.

- Alt andet stiger også.

quote Det er jo ikke min skyld, at gaspriserne stiger. Jeg har lavet en fast aftale for flere år siden

Tim Phister, kunde hos SK Forsyning

Og det var netop årsagen til, at Tim Phister i sin tid indgik aftalen med energiselskabet – for at få en vished og sikkerhed i forhold til elpriser og sin privatøkonomi

- Virkeligheden er lige pludselig blevet så voldsom nu, at det eneste sted, hvor vi har en chance for at få økonomien til at løbe rundt, er med de fastprisaftaler, vi har lavet inden. Men nu er vi blevet en lille brik i det store spil, siger Tim Phister.

- Jeg håber, at de (SK Forsyning, red.) vil genoverveje det og sige til os, at de ikke ophæver fastprisaftalerne. Så kan det godt være, at de nye fastprisaftaler ser anderledes ud. Jeg håber bare, at dem, der er skrevet under og aftalt, at dem fastholder man.

Uenighed om energiselskabet har lovhjemmel

Bag underskriftindsamlingen står Peter Lotinga, som er uddannet jurist og tidligere byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Slagelse Kommune.

- Jeg har jo siddet i byrådet og er altid blevet kaldt vagthunden i Vemmelev. Derfor går jeg ind i den her sag. Jeg har ikke selv noget i klemme, men når der er 3.345 personer, der bliver ramt af det her, og så går jeg altså ind i sagen, siger Peter Lotinga til TV2 ØST.

- Jeg fik en masse henvendelser fra folk, som opfordrede mig til at gøre noget. Når jeg kan se, at der er noget, der ikke er rigtigt. SK Forsyning er en offentlig myndighed og ejes af Slagelse Kommune, og det her brev kan de ikke tillade sig at sende ud til 3.345 personer.

For ifølge Peter Lotinga er det ikke lovligt at suspendere en fastprisaftale.

- Der står intet om, at der skulle være mulighed for, at energiselskabet kan suspendere fastprisaftaler, inden aftalerne udløber. Dermed er det min faglige vurdering, at suspenderingen ikke er lovlig.

quote Det er min faglige vurdering, at suspenderingen ikke er lovlig

Peter Lotinga (K), jurist og tidligere byrådsmedlem, Slagelse.

Tidligere har både Forbrugerrådet Tænk og Green Power Denmark, som er en  erhvervsorganisation for blandt andet forsyningsselskaberne, dog udtalt til DR, at de ikke vurderer, at der er noget i vejen med opsigelsen.

Minister: - Det er lovligt, så længe kunderne bliver varslet

Folketingsmedlem René Christensen (DF) har i Folketinget spurgt klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), hvorvidt det er lovligt at opsige en fastprisaftale, som det er sket i Slagelse.

- En elhandelsvirksomhed kan i overensstemmelse med reguleringen på området lovligt suspendere sine fastpriskontrakter, så længe elkunderne er blevet varslet herom mindst tre måneder før ændringens ikrafttræden, for så vidt angår husholdningsforbrugere, og 14 dage for andre elkunder, fastslår ministeren.

Han uddyber, at grænsen om varsel på tre måneder også gælder naturgasområdet.

- Elkunden har modsat ret til at opsige kontrakten med virkning fra ændringens ikrafttræden, hvis elkunden ikke vil acceptere ændringerne, siger Dan Jørgensen.


Nyhedsoverblik