Kolonihavehus i flammer - Slagelse ramt af adskillige brande

En kraftig brand raserede lørdag i et kolonihavekvarter i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter flere dage med en række brande i Slagelse blev der lørdag eftermiddag atter en gang behov for brandvæsnets assistance.

Denne gang er det i Haveforeningen Østervang, hvor det af billeder fra stedet fremgår, at der er kraftig brand i et kolonihavehus.

- Vi har fået en melding om bygningsbrand i et kolonihavehus, det er alt vi kan oplyse for nuværende, siger vagtchef Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST kort før klokken 

Ifølge kilder på stedet har branden bredt sig til flere huse.
Ifølge kilder på stedet har branden bredt sig til flere huse. Foto: Aleksander Juel Dahl - Skadestedsfotograf.dk

Klokken 18.25 oplyser vagtchef Lars Denholt til TV2 ØST, at branden har bredt sig.

- Det kolonihavehus, hvor branden er startet, er nedbrændt, og ilden har bredt sig til et andet kolonihavehus, som brandvæsnet er ved at slukke, forklarer han og tilføjer, at der ikke er meldinger om personskade.

Efterlyser oplysninger

Slagelse har de seneste fem dage været ramt af adskillige brande, som politiet mistænker for at være påsatte. Lørdag eftermiddag brød en anden brand ud på Rosenkildevej i den nordlige del af byen, ligesom der natten til lørdag har været to brande i samme del af byen.

Læs også
Politiet indsætter flere patruljer efter stribe af brande
Læs også
Politiet indsætter flere patruljer efter stribe af brande

Det er dog ifølge vagtchefen for tidligt at kommentere på en eventuel sammenhæng med tidligere dages brande.

- Men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at der kan være en sammenhæng, påpeger vagtchefen og tilføjer:

- Vi er i området og kigger rundt. Har man set noget derude op til eller i forbindelse med branden, skal man være hjertens velkommen til at ringe 1-1-4 med alle oplysninger, man måtte have i forbindelse med branden. Så skal vi nok dosere informationernes relevans.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke været i kontakt med ejerne af kolonihavehusene, der er brændt.