Tidligt fredag morgen smadrede tyveknægte en rude ind til SuperBrugsen på Norvangen i Korsør.
På den anden side af ruden lå massevis af pakker fra GLS og PostNord og ventede på at komme med deres rette ejermand hjem – men i stedet greb tyvene dem.
Og det var ikke første gang. Fredagens tyveri i postbutikken var det andet på bare fem dage. I alt tog tyvene omkring 100 pakker med sig fra de to indbrud.
- De smadrer vinduet, og det ser ud til, at de tager pakkerne gennem hullet. Det er pisseirriterende for at sige det på godt gammeldags dansk, siger Per Hansen, der er uddeler i butikken.
Artiklen fortsætter under billederne...
Fanget på kamera
En del af pakkerne er formentlig julegaver, og det ærgrer Per Hansen, at hans kunder nu skal gennem de problemer, som tyverierne medfører.
Det giver en masse bøvl. Det er dybt beklageligt
- Det er altid irriterende, når vi har indbrud, og specielt lige her op til juletid, hvor folk virkelig har pres på med pakker. De har bestilt mange pakker. Det giver en masse bøvl. Det er dybt beklageligt, siger han.
Et overvågningskamera over hovedindgangen fik dog et lille glimt af gerningsmændene.
- Igennem vores indgangsparti kan vi se lidt ud på parkeringspladsen. Der kan vi se, at der kører to knallerter forbi med en karakteristisk cykeltrailer bagpå, siger Per Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Det er forfærdeligt
De kunder, TV ØST i dag mødte i butikken, er rystede over tyveriet.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, at de kan finde på den slags. Det er mig ufatteligt, at nogen kan gøre sådan noget, siger Ib Rasmussen fra Korsør.
Det samme mener Tove Henriksen, der også kommer fra Korsør, og som har handlet i butikken i årevis.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis ikke de folk får deres julegaver, og de ikke bliver erstattet. Det håber jeg, de gør. Og jeg synes, det er synd for personalet, at der bliver gjort sådan noget, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet...
Har sat ekstra vagt på om natten
I SuperBrugsen krydser de fingre for, at der ikke kommer et tredje indbrud. For at forhindre det er der sat vagt på om natten, ligesom vinduet er blevet sikret med et indvendigt stålgitter.
- Men selvom vi sikrer alt, så kan vi ikke forhindre de typer i at komme ind. Hvis de vil ind, så kommer de ind. Desværre. Det bekymrer mig lidt, at de har fået smag for det her, og derfor er vi nødt til at gøre noget ekstra for at lukke ned for det, siger Per Hansen.
Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra lokalpolitiet i Slagelse.