To drenge på 16 og 17 år, der bor på Motalavej i Korsør, blev mandag dømt skyldige ved Retten i Næstved for helt umotiveret at overfalde en jævnaldrende dreng med spark.
Det skriver Sjællandske.
Overfaldet fandt sted den 12. juni sidste år.
- Jeg nedlagde påstand om 30 dages betinget fængsel. De fik begge 20 dages betinget fængsel. En straf de modtog, og i anklagemyndigheden gør vi heller ikke mere, siger anklagefuldmægtig, Laura Kiær, til avisen.
Formanden for BoligKorsør oplyser til avisen, at han vil vurdere dommene mod drengene i forhold til den nultolerance-politik, som boligforeningen har.
En lignende sag
Formanden for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahlgren, har en sag i Boligretten om en 17-årig dreng og hans familie, der skal fraflytte deres bolig på Motalavej.
Den 17-årige er dømt for både vold og røveri. Sagen mangler endelig afgørelse, da familien har sagt nej tak til et forlig.
Men i slutningen af marts kom regeringen med et nyt udspil. I udspillet lød det, at hvis en person, der bor i en lejelejlighed, får en ubetinget fængselsstraf, der er begået inden for en kilometer fra bopælen, skal hele husstanden automatisk smides ud. Udenom domstolene.
BoligKorsør gav den 17-årige dreng og hans familie besked på at flytte allerede i juni sidste år. Og dét kunne have gået meget hurtigere, hvis retten ikke skulle ind over.