For få år siden anede Benjamin Larsen fra Slagelse intet om, hvad en alubygger laver. Det har han til gengæld helt styr på nu – faktisk så meget, at han i februar snuppede guldmedaljen til DM i Skills inden for faget.
- Det var en rigtig fed oplevelse, men det var også nervepirrende at gå op på scenen, fortæller han.
Men selvom Benjamin Larsen nu er særdeles velbevandret i faget, så sidder der nok en del læsere, der stadig ikke helt ved, hvad uddannelsen går ud på – så lad os starte med at få det på plads: En alubygger arbejder med glas, facade og tagkonstruktioner i aluminium.
Benjamin Larsen går på alubyggeruddannelsen i EUC Nordvestsjælland, og han står i lære hos firmaet Fazade i Korsør, hvor han er med til at producere og montere døre, vinduer og facader.
Dét er han rigtig god til, hvilket guldmedaljen fra DM i Skills i februar i den grad cementerer.
Følte sig på hjemmebane
Guldet kom i hus, fordi han til Danmarksmesterskabet overbeviste dommerne om, at han var den bedste til at bygge og montere døre og vinduer i aluminium.
I konkurrencen til DM i Skills blev alubyggerlærlingene stillet en opgave, der gik ud på, at hver deltager selvstændigt skulle bygge én side med en dør og et vindue i et drivhus.
Derudover skulle deltagerne i fællesskab samle det tag, der skulle placeres oven på drivhuset.
- De fleste ville jo nok føle et pres med dommere, der kigger på én, mens man arbejder, men da vi kom til dørene og til vinduerne, følte jeg mig rimelig meget på hjemmebane. Jeg følte mig ikke sindssygt presset, og jeg er vant til, at mine svende kommer og tjekker mit arbejde engang imellem, fortæller Benjamin Larsen.
Stolt arbejdsgiver
Hos firmaet Fazade, der har eksisteret i fem år, har man kun rosende ord om lærlingens flotte præstation:
- Vi er et forholdsvist nyt firma, som er startet op med en vision om, at vi skal være de bedste i branchen. Så det er jo fantastisk at få en lærling som Benjamin, der går hen og bliver Danmarksmester og vinder det hele. Vi er meget, meget stolte, siger Peter Nicolai Rasmussen, der er teknisk direktør i firmaet.
Peter Nicolai Rasmussen er også generelt begejstret for, at der bliver sat fokus på håndværksfaget som alubygger til DM i Skills.
- Det gør jo, at man kommer ud til et bredere publikum og forhåbentlig vækker det en interesse ude hos de unge mennesker, så vi kan få nogle nye lærlinge, siger han.
Stod ikke i kortene
Spørger med Benjamin Larsen selv, er han utrolig glad for, at han er endt på netop alubyggeruddannelsen.
- Jeg synes, der er et godt kollegaskab, og at det er en fed branche. Branchen er ikke så stor, så alle kender faktisk hinanden forholdsvist godt – så man lever også lidt på sit omdømme, fortæller han.
Det stod ellers ikke ligefrem i kortene, at han skulle tage alubyggeruddannelsen, og det tog ham flere år, før han fandt sin rette hylde.
På opfordring fra hans skolevejleder tog Benjamin Larsen en 10. klasse med henblik på at gå videre med en gymnasial uddannelse.
- Men så kom jeg på gymnasiet, og efter to måneder fandt jeg ud af, at det kunne jeg slet ikke overskue, og så droppede jeg ud, fortæller han.
Benjamin Larsen prøvede derefter kræfter med lidt af hvert. Han forsøgte sig blandt andet som sikkerhedsvagt, tjener og maler.
Det var i tiden som maler, at Benjamin Larsen blev bekræftet i, at han skulle finde sig en erhvervsuddannelse.
- Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at komme ud og bruge mine hænder, forklarer han.
Det rigtige match
Ved en tilfældighed endte Benjamin Larsen derfor i praktik som alubygger i firmaet Fazade, og det viste sig at være det helt rigtige for ham.
- Jeg blev bare super glad for menneskerne og selve arbejdet. Det fangede mig bare for en gangs skyld, siger han og fortsætter:
- Der er jo nogen, der kommer på rette kurs fra start af og ved, hvad de skal. Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle, og jeg havde aldrig hørt om uddannelsen, før jeg startede – men jeg er glad for, at jeg står her den dag i dag.
Alubyggeruddannelsen tager fire år og otte måneder at gennemføre.