Nyhedsoverblik

Badmintonhold får bøde for at melde afbud

Team Skælskør-Slagelse modtager blandt andet en bøde på 3000 kroner, da badmintonholdet har meldt afbud til bronzekampen ved Danmarksmesterskaberne den 7. maj mod Vendsyssel.

I en pressemeddelelse oplyser Badminton Danmark, at Holdturneringsudvalget har idømt Team Skælskør-Slagelse den maksimale straf for afbuddet og samtidig sendt sagen videre til Disciplinærudvalget.

Derudover taberdømmes det sjællandske hold også 0-9.

Det var økonomiske vanskeligheder, der gjorde, at Team Skælskør-Slagelse meldte afbud til kampen, og det er blandt andet også økonomisk, at holdet bliver sanktioneret.

Team Skælskør-Slagelse modtager yderligere en bøde på 2000 kroner for en "ikke fremmødt spiller" i semifinalen mod Højbjerg. 

Det koster også holdet en pointstraf på minus tre point, hvilket vil træde i kraft fra starten af næste sæson.

Ifølge Badminton Danmark var det den hårdeste straf, som Holdturneringsudvalget kunne give i forhold til rammerne i reglementet.

Holdturneringsudvalget mener, at Team Skælskør-Slagelse med afbuddet har bragt spillet i miskredit.

Det er med den begrundelse, at sagen er også sendt videre til Disciplinærudvalget, der kan sanktionere Team Skælskør-Slagelse yderligere.