I løbet af det seneste år er der kommet mange klager og opråb fra medarbejderne i hjemme- og sygeplejen i Slagelse Kommune, som nu er dokumenteret sort på hvidt i en ny rapport, der er udarbejdet af konsulentfirmaet Valcon.
Det skriver Sjællandske.
Analysen konkluderer, at der er problemer med ledelsen, og de øverste chefer kritiseres for ikke at handle effektivt. Der er både kritikpunkter og forbedringsforslag i rapporten, som kommunen nu vil forholde sig til.
- Analysen siger jo egentlig det, vi godt har vidst i et stykke tid. Nu har vi det bare samlet med en række anbefalinger, så i stedet for at lave diverse handleplaner, drejer det sig nu om at komme i gang med at få rettet op, siger borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S), til Sjællandske.
Der skal angiveligt ikke skæres i budgettet nogen steder, men de allerede eksisterende ressourcer på området skal udnyttes mere fornuftigt. Det er muligt ifølge Valcon-rapporten.