Drabet på en 32-årig mand i en lejlighed i Svenstrup ved Korsør, er ikke rockerrelateret.
Det fortæller senioranklager Mariam Khalil fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Nej, det er ikke rockerrelateret. Det kan jeg godt afkræfte. Det er det ikke, siger Mariam Khalil.
Det var et slagsmål i Svenstrup ved Korsør der onsdag eftermiddag endte med en 32-årig mands død.
Den 53-årige mand, der er sigtet i sagen, blev tidligere i dag, torsdag, varetægtsfængslet i fire uger. Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og derfor er det sparsomt, hvad offentligheden kan få at vide om drabet.
Manden nægter sig skyldig.
Var ikke i familie
Hverken motivet til drabet eller hvilken relation de to mænd havde til hinanden kan senioranklageren svare på. Mariam Khalil fortæller, at de to mænd kendte hinaden, men hun kan dog afkræfte, at de to var i familie med hinanden.
Den 53-årige mand er sigtet frem til 24. januar. Indtil da pågår efterforskningen, forklarer senioranklageren.
- Den pågældende, som afgik ved døden, skal obduceres, så vi kan finde dødsårsagen. Dernæst har politiet en del efterforskningsarbejde i form af gerningsstedsundersøgelse og afhøring af vidner, så vi forhåbentlig ved noget mere til d. 24. januar, hvor næste frist er, siger senioranklager Mariam Khalil.