Analyse: Alle kæmper om magten i Danmarks giftigste byråd

John Dyrby Paulsen (S) overtog borgmesterkæden og et byråd, der blev betegnet som Danmarks giftigste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Analyse: Aftale om håndtering af konstituerende møde i Slagelse Byråd fredag den 1. december 2017.

Det var overskriften på den mest omtalte aftale i Danmark efter kommunalvalget i 2017. Inden da tog det ni dage at forhandle den mildt sagt besynderlige overenskomst på plads, hvor John Dyrby Paulsen (S) og Villum Christensen (LA) blev enige om at dele borgmesterposten, så de hver fik to år.

quote Men blev der så puttet nogle penge i kassen?

Jørgen Grüner (SF)

Selve aftalen blev underskrevet den 30. november. Altinget betegnede aftalen som det tyndeste papir i dansk politik.

Ingen troede på den.

Og helt som ventet bekendtgjorde Villum Christensen i sommeren 2019, at han alligevel ikke ville være borgmester.

Danmarks giftigste byråd

John Dyrby Paulsen overtog borgmesterkæden og et byråd, der blev betegnet som Danmarks giftigste.

Det er ikke blevet bedre siden. Voxmeter målte sig i juni 2021 frem til, at Slagelse Kommune ligger tæt på bunden, når det gælder vælgernes tilfredshed med de folkevalgtes indsats.

Fronterne har også været trukket skarpt op i debatterne i byrådssalen i hele perioden, hvor John Dyrby Paulsen ikke kan beskyldes for at vige udenom et politisk slagsmål. De små ting, som driften af en varmestue i Korsør, eller de store ting, som budgettet for 2021, udløser maratondebatter, og ender i uenighed.

Sådan har det politiske navnestof ændret sig siden 2017

Det mangeårige medlem af Socialdemokratiet Steen Olsen blev smidt ud af partiet, fordi han havde for mange selvstændige holdninger. Borgmester John Dyrby (S) Paulsen kaldte det manglende loyalitet.

Stemmeslugeren Helle Blak fik nok af SF i takt med at partiet nærmede sig Venstre og krævede besparelser. Hun er nu løsgænger og genopstiller ikke. Og så er der Ann Sibbern, der både er sygeplejerske og læser jura. Det brugte hun som forklaring på, at hun ikke længere ville være DF’er. Hun havde ikke tid.

Når John Dyrby Paulsen siger, at det går glimrede med kommunes økonomi, lyder det fra modparten, at kommunen er på vej i gældsfængsel. Det er ikke nogen enkel sag at afgøre, hvem der har mest ret.

Borgmesteren har ret i, at der er mange penge i kassen. I hvert fald lige nu. 

Men kommunens revision peger på, at økonomien er presset. Både Venstre og SF advarer om, at det kan gå galt de kommende år, fordi indtægter og udgifter ikke hænger sammen. På det punkt møder de en langt mere optimistisk borgmester, der blandt andet mener, at kommunen får flere gode skatteborgere og dermed større indtægter.

quote Projekter for 500 millioner kroner blev sat på pause

Hele forløbet omkring budgettet er et eksempel på, de forskellige vinkler på kommunens økonomi Der blev lavet en katastrofeopbremsning på anlægsområdet, hvor projekter for 500 millioner kroner blev sat på pause. Det var blandt andet byggeriet af et 50 meter bassin ved svømmehallen i Slagelse og en tiltrængt cykelsti ved Kirke Stillinge, der var i farezonen.

John Dyrby Paulsen forklarede, at det var nødvendigt fordi priserne var eksploderet i en overophedet byggebranche. Jørgen Grüner (SF) har en helt anden udlægning.

- Ved første behandling af Slagelse Kommunes budget for det kommende år, var alle partier enige om at tage godt 500 millioner ud af anlægsbudgettet. Ifølge borgmesteren var baggrunden, at priserne var stigende. Og det virker jo som en fornuftig beslutning, at vi venter med de mange anlægsprojekter til tiderne, er mere gunstige. Så må vi putte pengene i kassen indtil der er faldet ro på arbejdsmarkedet.

Læs også
Det kan afgøre valget i Slagelse Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Slagelse Kommune

- Men blev der så puttet nogle penge i kassen? Nej, det gjorde der jo ikke. Der var nemlig ikke nogen penge at putte i kassen. Den rigtige årsag var nemlig, at var vi ikke bremset op, så ville kassen være blevet tømt helt, og kommunen sat under administration, allerede til næste år, skriver Jørgen Grüner i et læserbrev.

Venstre, SF og Radikale Venstre var heller ikke med i årets budgetaftale, som Socialdemokratiet samlede flertal til sammen med Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og løsgængeren Helle Blak. Det lykkedes blandt andet flertallet alligevel at finde penge til 50 meter bassin til svømmerne og til cykelstien ved Kirke Stillinge.

SF brød med Socialdemokratiet

Kommunens økonomi har været det altdominerende emne i byrådet det seneste år, og det har udløst et brud mellem Socialdemokratiet og det ellers loyale støtteparti SF.

Ved budgetforhandlinger sidste år gik SF og Venstre sammen om et spareforslag. SF stemte også imod flertallets budgetforslag sammen med Radikale Venstre og Venstre.

Stemmeslugere ved kommunalvalget 2017

  • Stén Knuth (V) 5.752.
  • John Dyrby Paulsen (S) 3.869.
  • Lis Tribler 2.250.
  • Ann Sibbern 1.795.
  • Helle Blak 1.326.

Endelig klagede Jørgen Grüner til Ankestyrelsen over borgmesterens budgetlægning, som han blandt andet mente var baseret på tvivlsomme skøn. Den sag er ikke afgjort. Det er tydeligt i byrådssalen, at Jørgen Grüner og Knud Vincents (V) svinger.

Måske drømmer SF’eren om såkaldt Vejle-model, hvor en SF’er bliver borgmester ved hjælp af borgerlige stemmer. Det var helt tilbage i 1990erne og begyndelsen af 2000erne. Og nok lidt ude i hampen. Men I hørte det først her.

Borgmester fik hjælp af Dansk Folkeparti

John Dyrby Paulsen har til gengæld fået Dansk Folkeparti over på sin side.

Partiet stemte i hvert fald sammen socialdemokraterne og flertallet, da budgettet blev vedtaget. Det var med den stilfærdige gruppeformand Palle Kristiansen (DF) i spidsen. Han bor i øvrigt sammen den socialdemokratiske gruppeformand Sofie Janning. Parret forsikrer over for Sjællandske, at de ikke taler politik hjemme.

Villum Christensen (LA).
Villum Christensen (LA). Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Men Palle Kristiansen blev vraget som spidskandidat ved valget til fordel for den mere farverige hardliner Henrik Brodersen. Han markerede sig kraftigt under debatten om den lovliggørende lokalplan for moskeen eller det islamiske kulturhus i Slagelse.

Sagen er egentlig afsluttet politisk med den nye lokalplan. Men det vil næppe forhindre Henrik Brodersen at vække temaet til live igen under valgkampen.

Rødmosset landmand

Lad os lige runde Knud Vincents der har overtaget tjansen som spidskandidat for Venstre efter tidligere borgmester og nuværende folketingsmedlem Stén Knuth, som er stadig opstillet. Knud Vincents er ingen folkeforfører, men han kan sine ting. Også alt det formelle.

Vincents bliver brugt, når andre venstreforeninger har problemer. Han var for eksempel dirigent, da Venstre i Stevns Kommune forsøgte at slippe af med Mogens Haugaard Nielsen ved en dramatisk ekstraordinær generalforsamling før det seneste valg. Han er en lidt rødmosset landmand fra egnen syd for Skælskør. Bedre cv kan man næsten ikke have som venstremand her ude i provinsen.

Hvem er i valgforbund med hinanden?

  • SF, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Veganerpartiet.
  • Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og Nye Borgerlige.

På de indre linjer har John Dyrby Paulsen haft problemer med veteranen Steen Olsen (S), der i flere sager ikke har marcheret i takt med resten af den socialdemokratiske gruppe. Borgmesteren betegnede ham som illoyal og fik ham smidt ud af partiet.

Fra første færd tilbage i november 2017 har John Dyrby Paulsen udvist en evne til at trække kaniner op af hatten. Den har han stadig. Han har skubbet gang i planerne om et nyt, stort e-sportscenter i Sørby uden for Slagelse. Der er dog kun blevet sat penge af til de indledende undersøgelser.

Læs også
By hungrer efter p-pladser - nu sætter byrådet ind med afgifter
Læs også
By hungrer efter p-pladser - nu sætter byrådet ind med afgifter

Senest har han også skubbet på for at få etableret en springhal til gymnasterne med at forslag om at placere centeret i den østlige ende af Slagelse. Det har Jørgen Grüner betegnet som et bluffnummer.

Borgmesterens lakoniske svar lød således i Sjællandske:  

- Det er jo valgår, så noget skal de hænge sig i, men det tager jeg meget roligt. 

Om han også tager det roligt på valgaftenen, får vi at se tirsdag den 16. november. Det bliver tæt igen i Slagelse. 


Nyhedsoverblik