150 containerboliger skal forvandle tidligere ghetto-område

I december blev Ringparken taget af listen over udsatte boligområder - og nu præsenteres det første initiativ til en større forandring af kvarteret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Slagelse er man for alvor i gang med en større fornyelse af bydelen Ringparken. En række nye studieboliger og mindre erhvervslokaler skal være med til at forandre det belastede boligområde.

Selve det arkitektoniske udtryk til de nye boliger er dog ikke, som boliger er flest – men forventningerne er høje.

- Jeg synes, det er super spændende. Det her er det første udtryk for den langsigtede plan, vi skal lave frem til 2030. Så jeg er meget spændt, siger Flemming Stenhøj Andersen, der er direktør for FOB.

quote Vi bygger ude på hjørnet af Ringparken, og alle dem, der kører forbi, vil kunne få et nyt visuelt udtryk af Ringparken

Flemming Stenhøj Andersen, direktør, FOB

Det er den gamle basar og en nærliggende institution, som skal vige pladsen for en række containere, som skal huse de nye boliger og butikslokaler.

Flemming Stenhøj Andersen, direktør, FOB, har store forventninger til de nye boliger.
Flemming Stenhøj Andersen, direktør, FOB, har store forventninger til de nye boliger. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Firmaet Container Living fra Vejle har købt grunden og vil opføre 150 ungdomsboliger.

- Vi har et område, vi kan være med til at udvikle og sætte vores påvirkning på – præge og inkludere – og så er der en efterspørgsel i Slagelse efter lige nøjagtig det produkt, der hedder studieboliger, fortæller Brian Gade, der er direktør for Container Living.

De nøjagtige planer for, hvordan byggeriet kommer til at se ud, er ikke aftalt endnu.

Men andre af Container Livings projekter ser ud som her:

Container Livings projekter ser ud som her. Hvordan det konkret kommer til at se ud i Slagelse, er endnu ikke aftalt.
Container Livings projekter ser ud som her. Hvordan det konkret kommer til at se ud i Slagelse, er endnu ikke aftalt. Foto: Container Living/PR

Med boliger øverst og lokaler til caféer og forretninger nederst.

- Vi bygger ude på hjørnet af Ringparken, og alle dem, der kører forbi, vil kunne få et nyt visuelt udtryk af Ringparken. Dermed kan vi sende et signal om, nu sker der noget – det er ikke kun snak – det rykker virkelig, siger Flemming Stenhøj Andersen fra FOB.

Ringparken var indtil december sidste år med på Boligministeriets liste over udsatte boligområder også kaldet ghettolisten.

Læs også
Motalavej og Ringparken fjernes fra ghettolisten
Læs også
Motalavej og Ringparken fjernes fra ghettolisten

De nye ungdomsboliger er den første del af en større helhedsplan, som skal gøre op med områdets negative ry og få flere ressourcestærke borgere til området.

Planerne har dog mødt modstand. Blandt andet fordi flere blokke skal rives ned, og beboere må flytte.

- Vi er en kæmpestor familie her i området, og vi mister den ene efter den anden – væk bare ud af det blå, skal de ud, sagde Etab Chaaban fra Ringparken i foråret 2020 til TV2 ØST.

Etab Chaaban fra Ringparken fortalte i foråret 2020, hvordan hendes familie blev tvunget til at flytte.
Etab Chaaban fra Ringparken fortalte i foråret 2020, hvordan hendes familie blev tvunget til at flytte. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Flemming Stenhøj Andersen forstår godt, at borgerne, der bor i de berørte blokke, er kede af planerne.

- Det siger sig selv, at dem, som bor i en blok, som skal rives ned, de vil ikke blive glade for den her plan under nogen omstændigheder, siger han og tilføjer:

- Jeg tror lige præcis den her del med nye ungdomsboliger og nye erhvervsmuligheder – jeg tror, de bliver glade.

Læs også
Familier tvunget fra hus og hjem bliver boende i ghetto - nu afprøves særlig lov ved retten
Læs også
Familier tvunget fra hus og hjem bliver boende i ghetto - nu afprøves særlig lov ved retten

Studieboligerne kommer til at ligge ganske tæt på både Slagelse centrum og uddannelsessteder – og FOB-formanden er sikker på, at de nye boliger bliver en succes.

Det er den gamle basar og en nærliggende institution, som skal vige pladsen for en række containere, som skal huse de nye boliger og butikslokaler.
Det er den gamle basar og en nærliggende institution, som skal vige pladsen for en række containere, som skal huse de nye boliger og butikslokaler. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Der er ikke mange byer, der kan have studieboliger så tæt på studiepladserne – det er helt perfekt, siger Flemming Stenhøj Andersen.

Håbet er, at de nye ungdomsboliger er klar til indflytning til sommer næste år.


Nyhedsoverblik