Der er masser af smukke attraktioner her i regionen lige fra Dodekalitten på Lolland, Møns Klint, Vikingeborgen Trelleborg til Geopark Odsherred for bare at nævne nogle af dem.
Det har fået alle de parter, der arbejder med turisme på Sjælland og Lolland-Falster, til at gå sammen om at indrykke en storstilet reklamekampagne i en stribe tyske medier.
Det tyske marked er stort, og derfor skal vi råbe tilsvarende højere
Brian Lindorf Hansen, der er destinationschef i Visit Lolland-Falster fortæller i en pressemeddelelse, at ambitionen er at sætte et markant aftryk på de tyske medier. Turistselskaberne er gået sammen om reklamekampagnen for at få større gennemslagskraft sammen frem for hver for sig.
- Ved at pulje vores midler øger vi vores budget betragteligt. Vi står stærkere, når vi står sammen, og det giver os en meget større gennemslagskraft, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Bag kampagnen, der skal lokke tyskerne til at holde ferie i det sjællandske og på Lolland og Falster, står VisitSydsjælland-Møn, VisitLolland-Falster VisitOdsherred & VisitNordsjælland, VisitVestsjælland, Wonderful Copenhagen, Scandlines, VisitDenmark, Dansk Kyst & Naturturisme og Region Sjælland.
13 millioner tyskere viser interesse
Og tyskerne er interesserede i Danmark som ferierejsemål.
En ny tysk analyse (Reiseanalyse 2019 survey, Forschungsgemeinschaft Urlaub und Reisen, red.) viser, at hele 21,2 procent gerne vil holde ferie i Danmark inden for de næste tre år. Det svarer til over 13 millioner tyskere.
- Det tyske marked er stort, og derfor skal vi råbe tilsvarende højere. Det kan hvert enkelt turismeselskab ikke gøre alene, og derfor er vi glade for, at resten af Sjællands turismeaktører vil være med i koret, siger Brian Lindorf Hansen.
Kampagnen har et budget på to millioner kroner, der skal tiltrække tyske turister til Sjælland via reklamer online og i en stribe tyske medier.