Oplever man, at farven på håndklæder, tøj og hvidt sengetøj bliver kedelig og grålig, så kan det være aflejringer af sæbe og kalk i tøjet. Det kan også betyde, at håndklæderne føles stive - selv om de lige er kommet fra vask.
Ifølge Anne Grete Rasmussen, som er rengøringsekspert hos Bolius og indehaver af frugrøn.dk, så er kalk- og sæbeophobninger primært et problem ved bomuldstekstiler.
Ydermere er problemet med kalk størst på Sjælland, hvor vandet er meget hårdt.
Som en tommelfingerregel siger rengøringseksperten, at tøjet kan trænge til en "afkalkning", når det har været vasket 20 gange.
- Man kan putte det hvide tøj i vaskemaskinen, komme omkring to deciliter citronsyre ind og så køre et program på 30 grader. Så får man kalken af det hvide tøj - og vaskemaskinen, siger Anne Grete Rasmussen, som er uddannet i sundhedspædagogik.
Ikke bruge basisk vaskemidler
Man skal ikke vaske ved højere temperaturer, da der så dannes tungtopløselige forbindelser, som kan sætte sig i vaskemaskinen.
Det er derudover vigtigt, at man ikke samtidig bruger vaskemiddel, da det er basisk.
- Jeg anbefaler, at man efterfølgende vasker tøjet igen med en lille smule vaskemiddel for at neutralisere syren, siger Anne Grete Rasmussen.
En anden metode er at lægge sit tøj, håndklæder eller bomuldssengetøj i blød i en citronsyreopløsning eller eddikesyreopløsning natten over.
- Når man så vasker det dagen efter, så er det som nyt igen, siger hun.
Citronsyreopløsning mest effektiv
Anne Grete Rasmussen har testet forskellige typer af syreopløsning til iblødsætning for Bolius, og hendes erfaring er, at citronsyreopløsningen er mest effektiv.
Charlotte Fischer, som er faglig leder på Teknologisk Institut, fortæller at gentagne gange i vaskemaskinen også kan få ens ting til at se mere brugte ud.
Men man kan mindske det mekaniske slid fra maskinen ved at fylde den helt op.
- Det slider mindre på tøjet, end hvis der kun er en bluse i, for så rammer den tromlen hele tiden, og det giver en større mekanisk bearbejdning, forklarer Charlotte Fischer.