Hvis borgere i for eksempel Kalundborg, Korsør og Bandholm har fået skader på deres hjem efter søndagens oversvømmelser, så er der nu mulighed for at søge erstatning.
Stormrådet har nemlig besluttet, at der i visse dele af landet var tale om stormflod, da vandstanden steg efter stormen Ingolf.
På Vestsjælland har der været stormflod fra Skælskør ved Tudsehage over Korsør, Kalundborg og Sjællands Odde til Korshage nord for Rørvig.
På Lolland-Falster var der stormflod fra Tårs Færgehavn over Bandholm til Guldborgsundbroen og til Farøbroen.
Selvom Stormrådet nu har besluttet, at der var tale om stormflod, så var beredskabet i regionen ganske lettet mandag morgen. Vandstandene steg nemlig ikke helt til de højder, som DMI ellers havde varslet.
- Vandet endte 20-30 centimeter under prognoserne, så vi er sluppet for de store skader. Vi sendte alt vores mandskab hjem sidst på aftenen. De har gjort en kæmpe indsats, sagde Lasse E. Hansen fra Vestsjællands Brandvæsen til TV ØST tidligere på dagen.
SÅ HØJT NÅEDE VANDET, DA DET VAR PÅ SIT HØJESTE:
- Korsør: 137 centimeter
- Bandholm: 147 centimeter
- Karrebæksminde: 122 centimeter
- Isefjorden: 148 centimeter
- Holbæk: 148 centimeter
- Roskilde Fjord: 138 centimeter (20 års hændelse)
Kilde: DMI