Nyhedsoverblik

Vil forbyde udsætning af fasaner

I 2023 blev der for første gang sat over én million fasaner ud i naturen til jagt. Alternativet fremsætter nu et forslag om at forbyde skydefugle.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse, hvor organisationen giver sin fulde opbakning til forslaget. 

Det er på baggrund af tal fra Miljøstyrelsen, at partiet og Dyrenes Beskyttelse nu råber vagt i gevær. 

Konkret foreslår Alternativet, at man først udfaser og siden forbyder udsætning af fuglevildt til jagt. 

Forslaget skal igennem førstebehandling i Folketinget i dag, den 16. april.

Dyrenes Beskyttelse mener ikke, at det store antal udsatte fugle til jagt er etisk i orden. 

- De etiske regler for jagt slår fast, at det skal ske på bestandens naturlige overskud. Det er ikke et naturligt overskud, når man udsætter over en million fasaner. Vi bør med andre ord ikke sætte dyr ud i naturen med det ene formål at give jægere noget at skyde efter, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse udfordrer de mange udsatte fugle også biodiversiteten.