Venstre vil have fjernet restriktioner for kirkerne

De nuværende areal- og afstandskrav i kirker og trossamfund giver ikke længere mening, mener Venstre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stadig begrænsninger for, hvor mange mennesker der kan komme ind i landets kirker til eksempelvis begravelser og bryllupper.

Men det vil Venstre have lavet om på. Partiets kirkeordfører, Louise Schack Elholm, mener, at der er to gode grunde til, at der ikke skal være hverken areal- eller afstandskrav i kirker og trossamfund.

quote Derfor bør vi være et sted, hvor det er muligt også at kunne få lov til at fejre mærkedagene i livet

Louise Schack Elholm (V), kirkeordfører

- Når folk skal markere de forskellige begivenheder - det kan være bryllup, dåb eller begravelser - så kan det godt være, at de ikke må være så mange i kirken, men det kan de godt efterfølgende til fest eller gravøl.

- Og det giver jo ikke mening, at der skal være strengere krav til selve ceremonien, end der er til resten af fejringen, siger hun.

Den anden grund skal findes i de aktuelle indlæggelsestal.

- Vi har kun 28 indlagte med covid-19. Det går den rigtige vej. Alle de ældre og sårbare er færdigvaccineret, så vi burde være et sted, hvor vi kan give folk lov til at fejre de mærkedage, som de har savnet, siger Louise Schack Elholm.

VIDEO: Mens danskerne mødtes på barer og gader for at fejre det danske herrelandshold, der spillede sig i semifinalen ved EM, skulle kirkerne stadig begrænse antallet af mennesker til bryllupper og begravelser ved blandt andet at afspærre bænke. Det undrede flere præster sig over.

Flere sundhedseksperter mener, det er forsvarligt at lempe på restriktionerne i kirkerne.

V: Burde være muligt at kunne fejre mærkedage

Ifølge de nuværende regler for kirker og trossamfund må der maksimalt tillades adgang for en person per fire kvadratmeter gulvareal.

Hvis deltagerne for det væsentligste sidder ned, må der være en person per to kvadratmeter gulvareal.

Derudover bør det sikres, at der er mindst en meters afstand mellem folk, der ikke er i daglig tæt kontakt. Hvis der synges, skal der være to meters afstand.

Læs også
Undren i kirken – skal begrænse begravelser mens tusindvis må holde EM-fest
Læs også
Undren i kirken – skal begrænse begravelser mens tusindvis må holde EM-fest

Venstre var med til at indgå den rammeaftale for genåbning af landet, der blandt andet betyder, at der stadig er arealkrav i kirker og trossamfund, men Venstre mener altså, at det er tid til at lempe reglerne.

- Vi har hele tiden kæmpet for at få lempet mest muligt.

- På nuværende tidspunkt går det så godt i forhold til antallet af indlæggelser - faktisk bedre end vi nok havde regnet med - og derfor bør vi være et sted, hvor det er muligt også at kunne få lov til at fejre mærkedagene i livet, siger Louise Schack Elholm.

Arealkravene for serveringssteder, hvor gæsterne mest sidder ned, blev ophævet 1. juli.

Fra 1. august lempes arealkravet i kirkerne, så der mindst skal være to kvadratmeter per person, uanset om man står op eller sidder ned.


Nyhedsoverblik