Undren i kirken – skal begrænse begravelser mens tusindvis må holde EM-fest

I Folkekirken undrer de sig over, at de stadig skal begrænse antal af personer til begravelser, mens flere tusinde mennesker mødes til fodboldfester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens mange restriktioner er lempet i store dele af samfundet, og flere og flere bliver vaccineret, så er Folkekirken stadig underlagt de samme krav om pladsbegrænsning.

Det betyder, at der i mange kirker fortsat kun er plads til få personer til bryllupper, eller når der skal siges farvel for sidste gang til bisættelser.

Det vækker undren i kirkerne – især lige nu, hvor barer, torve og gader er proppet med mennesker til fodboldfest, når herrelandsholdet spiller EM-kampe.

- Når man kigger ud over et menneskehav, hvor flere tusinde personer står og jubler og synger lige ind i hovedet på hinanden, så begynder det at være rigtig svært for mig som begravelsesmyndighed at sige, at I må kun være så og så mange til en begravelse, siger Jesper Vigant, der er sognepræst i Sankt Nikolai Sogn på Lolland.

Det er et arealkrav på to kvadratmeter per siddende person og fire kvadratmeter per stående person, der afgør, hvor mange der må være i kirkerne lige nu.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er billeder som disse fra et EM-storskærmsarrangement i Slagelse, som gør, at sognepræst Jesper Vigant undrer sig over de fortsatte arealkrav i landets kirker.
Det er billeder som disse fra et EM-storskærmsarrangement i Slagelse, som gør, at sognepræst Jesper Vigant undrer sig over de fortsatte arealkrav i landets kirker. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Små kirker hårdt ramt

I Sankt Nikolai Kirke i Nakskov må der højst være 125 personer med de nuværende restriktioner. Men problemet er især stort, når Jesper Vigant har bisættelser i nogle af sognets mindre kirker.

- På fredag har jeg en bisættelse i en nabokirke, hvor de må være 40 personer, når der synges og 80, når der ikke synges. Og der oplever jeg, at det er et voldsomt problem, fortæller han.

Læs også
Præster føler sig stressede og ensomme - men i Næstved er trivslen blevet meget bedre
Læs også
Præster føler sig stressede og ensomme - men i Næstved er trivslen blevet meget bedre

Til sammenligning blev arealkravet på to kvadratmeter per siddende gæst fjernet for restauranter og barer den 1. juli. Biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, føler, at kirken er blevet overset i genåbningsplanen.

- Det er svært at forstå, at vi stadig skal leve under de her restriktioner. Det virker lidt, som om kirken er blevet glemt i den her fase af genåbningen, siger hun.

Til forskel fra restaurationer er der ikke krav om fremvisning af gyldigt coronapas i kirker.

Hensyn til samlet smittetryk

Som det ser ud nu, må kirkerne vente indtil 1. august, hvor arealkravet efter planen ændres til 2 kvadratmeter per person, uanset om folk står op eller sidder ned. Men mange kirkelige handlinger når at blive ramt i mellemtiden.

- Vi har fået stillet i udsigt, at vi skal leve med det her hele juli, hvor vi jo traditionelt set har mange bryllupper – ikke mindst i år, hvor de har været udskudt på grund af corona. Så det er ærgerligt, siger Marianne Gaarden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kirker har restriktioner mens alle fester
Foto: TV2 ØST

TV2 ØST ville gerne have spurgt kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), om hun er parat til at lempe på kravene, men ministeren er på ferie. I stedet har hun sendt et skriftligt svar, hvor hun forholder sig til Folkekirkens undren over forskelsbehandlingen.

- Det er rigtigt, at den seneste genåbningsaftale mellem Folketingets partier ophæver areal- og afstandskravet for serveringssteder med siddende gæster fra juli og først alle andre steder i løbet af august. Den slags forskelle skyldes hensynet til det samlede smittetryk i samfundet. For eksempel har kirkerne jo omvendt været åbne hele vinteren, hvor store dele af det øvrige samfund måtte holde lukket, lyder det.

Læs også
Hun er 28 år, gamer og skønhedsdronning - nu skal Josefine være præst for øboere
Læs også
Hun er 28 år, gamer og skønhedsdronning - nu skal Josefine være præst for øboere

De seneste uger er smittetallet steget, ligesom den mere smitsomme Delta-variant er vundet frem i Danmark. Jesper Vigant forstår godt, at landet ikke bare kan lukkes op helt uden restriktioner, men han synes, balancen er skæv på nuværende tidspunkt.

- Selvfølgelig skal vi passe på. Det er så bare ikke det, vi ser, når et helt fodboldstadion står og synger, siger han.


Nyhedsoverblik