Tysk ægtepar får dusør - fandt vigtig sender fra marsvin

Forskere har i over en måned ledt efter en sender, der har siddet på ryggen af et vildt marsvin. Nu har et ægtepar fundet den et overraskende sted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

32 dage.

Så lang tid skulle der gå, før en grøn computer på størrelse med en halvliters sodavandsflaske dukkede op, efter den var blevet placeret med sugekopper på ryggen af et vildt marsvin.

Computeren er en slags sender, også kaldet et ”tag”, der blev placeret på marsvinet den 30. marts i Korsør. Kort tid efter faldt senderen af marsvinet igen, præcis som det var tiltænkt, men det lykkedes ikke forskerne fra Marinbiologisk Forskningscenter på Syddansk Universitet at få signal fra den, så de kunne lokalisere den.

Ægteparret Anja og Uli fandt senderen, da de var på ferie i det nordligste Jylland.
Ægteparret Anja og Uli fandt senderen, da de var på ferie i det nordligste Jylland. Foto: Adam Smith, forsker ved Marinbiologisk Institut SDU

I påsken opfordrede forskerne derfor alle, der havde lyst, til at gå på jagt efter senderen – med udsigt til en dusør på 6.800 kroner til den heldige finder.

Trods den klækkelige dusør var der ikke bid i påsken – det var der til gengæld den 2. maj, hvor nogle tyske turister fandt den på en gåtur på stranden ved Skagen.

- Vi fik en e-mail ind om aftenen fra et tysk ægtepar, der havde fundet den lidt nord for Skagen. Og så pakkede Adam (den ledende forsker på projektet, red.) bilen og kørte af sted med det samme for at hente den, fortæller Freja Jakobsen, der er forskningsassistent ved Biologisk Institut.

Forsker Adam Smith tog et billede, da han endelig fik det efterlyste "tag" tilbage i hænderne.
Forsker Adam Smith tog et billede, da han endelig fik det efterlyste "tag" tilbage i hænderne. Foto: Adam Smith, forsker ved Marinbiologisk Institut SDU

Tagget er nemlig særdeles vigtig for det marinbiologiske projekt, fordi den indeholder data, der kan bruges til at give et bedre indblik i de danske marsvins svømmevaner og lyde.

- Så vi blev meget glade for at få den tilbage. Vi var da ved at synes, at det var lidt træls, at den ikke dukkede op, siger Freja Jakobsen.

Skyllede op et overraskende sted

Det tyske ægtepar var i Skagen på ferie, og de havde ifølge Freja Jacobsen ingen anelse om, at tagget var efterlyst. Heldigvis havde forskerne placeret et mærkat på senderen med kontaktoplysninger på den ledende forsker, Adam Smith, samt tydeligt markeret, at der var en dusør på højkant.

- De synes, at det var en stor oplevelse. De var virkelig søde og virkelig glade – det havde de ikke lige forventet, fortæller Freja Jakobsen.

Læs også
Forskere udlover dusør – vigtig ”sender” er faldet af marsvin
Læs også
Forskere udlover dusør – vigtig ”sender” er faldet af marsvin

Det kom også bag på forskerne selv, at tagget dukkede op nord for Skagen. I deres søgen efter det, havde de nemlig fået foretaget målinger omkring strøm og vindforhold, der kunne gøre dem klogere på, hvilke steder i Danmark, det var mest sandsynligt, at tagget ville dukke op.

I videoen her, kan du høre mere om den computer, der blev sat på marsvinet.

- Vi har kørt land og rige rundt og søgt med vores VHF-radio, men vi havde ikke søgt nord for Skagen, fordi det ikke var sandsynligt, at den ville skylle op der. Så den havde vi ikke set komme, siger Freja Jakobsen.

Nu hvor tagget er tilbage i forskernes hænder, kan analysen af de lagrede data begynde.  


Nyhedsoverblik