Tørke og hedebølge føjes til liste over trusler mod Danmark

Fire ud af 14 risikofaktorer er relateret til vejret i seneste udgave af Beredskabsstyrelsens risikovurdering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Storme og orkaner, ekstreme mængder regn, oversvømmelser, hedebølger og tørke.

Fire ud af 14 risikofaktorer for det danske samfund kommer fra vejret. Det fremgår af en opdateret risikovurdering, som Beredskabsstyrelsen står bag.

Styrelsen udgiver hvert femte år en oversigt over risikoscenarier, der kan koste dyrt i form af materielle ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Læs også
Ørne bliver skudt, lemlæstet og forgiftet - nu vil jægere og ornitologer redde dem i fællesskab
Læs også
Ørne bliver skudt, lemlæstet og forgiftet - nu vil jægere og ornitologer redde dem i fællesskab

Senest er hedebølger og tørke blevet tilføjet listen, forklarer direktør Laila Reenberg, Beredskabsstyrelsen.

- Vi kan se, at tørre somre og våde vintre er nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne.

- I sommeren 2018 havde vi en meget tør sommer fra maj til august med store konsekvenser i form af naturbrande og overdødelighed, siger hun.

Mosespyd til brandslukning

Der var 2000 naturbrande - tre gange så mange naturbrande som på en normal sommer.

Varmen medvirkede til, at der døde 250 flere end forventet hen over sommeren.

I Nordjylland bredte en naturbrand sig til tørvelag under jorden og truede med at sprede sig i naturområdet Lille Vildmose.

Læs også
70 mulige oversvømmelser om året - fremtidens vejr bliver mere ekstremt
Læs også
70 mulige oversvømmelser om året - fremtidens vejr bliver mere ekstremt

Det har blandt andet medført en nyanskaffelse i Beredskabsstyrelsen, der assisterer de kommunale beredskaber ved eksempelvis større brande:

- I Beredskabsstyrelsen har vi for eksempel indkøbt det, vi kalder mosespyd. Det er spyd med huller i, som man kan stikke ned i tørvelag i undergrunden. Så kan man tilføre vand og slukke ild under jorden, siger Laila Reenberg.

Af risikovurderingen fremgår, at ekstremt vejr vil optræde med øget hyppighed de kommende år.

- De forventede temperatur- og vandstandsstigninger vil alt andet lige betyde flere episoder med oversvømmelser fra havet, skybrud, kraftig regn og koblede nedbørshændelser, hedder det.

Afledte effekter af krigen i Ukraine

Beredskabsstyrelsens risikovurdering udspringer af en folketingsbeslutning fra 2002 om at kortlægge sårbarheder i samfundet og den civile sektors beredskab.

Hændelser, der er relateret til krig og sikkerhedspolitiske konflikter - som den igangværende krise mellem Rusland og Ukraine, er således ikke medtaget.

- Men når vi eksempelvis ser på konflikten i Ukraine, kan det godt have nogle afledte effekter, der kan påvirke for eksempel risikoen for cyberangreb eller forsyningssikkerheden herhjemme, siger Laila Reenberg.

Cyberhændelser er således nævnt som en af de 14 risikofaktorer, ligesom det også var i den forrige udgave.

Center for Cybersikkerhed advarede forleden om, at danske virksomheder og myndigheder bør tage sig i agt i forhold til cyberangreb relateret til Ukraine-konflikten.



Nyhedsoverblik